I Berlins biografer kan man stadig se den fransk/spansk-producerede film, ’L’Auberge Espagnol’. I de fleste lande er filmen om det kåde liv som udlandsstuderende på Erasmusprogrammet i Barcelona taget af plakaten, men her i Berlin får den lov til underholde vintertrætte tyskere, der enten morer sig eller forarges over det amoralske liv, de studerende fører. Ja, det sidste er en autentisk bemærkning, opsnappet fra et par i ’30erne efter endt forestilling.
Det glemte modersmål
Der var særligt én ting i filmen, som jeg bed mærke i: Det var skildringen af, hvordan man i udlandet i høj grad føler sig fremmedgjort overfor sine omgivelser på grund af sproget. Det illustreres, da den charmerende og forvirrede hovedperson, Xavier, får tvangsforestillinger om at have glemt sit modersmål og lader sig undersøge på neurologisk afdeling.
Den sproglige distance til sine medstuderende giver Xavier noget nær en ’ud af kroppen oplevelse’: Han begynder at føre samtaler med ”Erasmus af Rotterdam” (1467-1536), den store humanist og filolog, som udvekslingsprogrammet er opkaldt efter.
Hans oplevelse kan også ses som at færdes i et parallelt univers: Man kommunikerer, men meddelelsen er en lille smule forskudt. Sprogbarrieren kræver en reaktionstid.
Eksamenssituationen
De fleste kender en lignende tilstand fra eksamenssituationen i form af ’har-jeg-overhovedet-forstået-det-godt-nok’ følelsen. Man koncentrerer sig, søger noter fra tidligere studerende og er en smule ved siden af sig selv. Når eksamenen så oven i købet er på et fremmedsprog, lyder spørgsmålet nærmere: ”Hvad mon det her overhovedet handler om?”, og ”mon jeg har indfundet mig til den rigtige forelæsning?”
For som dansk student i Berlin er det næsten som i filmen: Forelæsningerne foregår efter nogenlunde kendte rutiner, men der en forskel, og det er sproget:
En mandag i januar handler det om ’konstruktivistiske teorier i nyhedsforskning’. Om, at der ”ikke findes en objektiv virkelighed, vores virkelighedsopfattelse skabes af formidlingens form.” Det kan jeg i hvert fald læse på min sidemands notater.
Frokostfabrikken
Efter et par flittige strøg med blyanten over papiret falder mit blik på de andre studerende i auditoriet. En hjemmestrikket ryg kræver i særlig grad opmærksomhed: Mønsteret er helt absurd og farverne leder tankerne hen på det måltid mad, som jeg senere vil indtage i universitetets frokostfabrik, den velfungerende ’Mensa’: Noget med karry og grønkål, i en uidentificerbar masse af kød.
Forelæseren rasler med sine papirer og den almindelige uro vækker mig af døsen, forelæsningen er slut: ”Er der nogle spørgsmål til dagens tema?”.
Her ville Xavier sikkert spørge Erasmus til råds - mon ikke en ’stor humanist’ også har forstand på langhårede teorier? Det rykker krampagtigt i min blyant, og jeg afventer med spænding hvad den skriver af notater, om det er på dansk eller i fremmede gloser.
Dét er det parallelle univers. Omgivelserne ligner mistænkeligt meget de hjemlige forhold, men er det ikke. Sproget og de kulturelle forskelle forskyder det hele lidt. For eksempel spiser tyskerne som bekendt varm mad til middag og brød til aftensmad, eller er det egentligt ikke os, der har byttet om på rækkefølgen? Endelig lader også tiden til at være en smule forskudt, eksamen ligger ikke i januar, men i februar - og mon det så først bliver forår til sommer?
Men man lærer det med tiden, især i kantinen: Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man balancerer med en bakkefuld gratin-attrap, - og når man færdes i et parallelt univers.
Udskriv
Forrige
