Som udvekslingsstudent ved et tysk universitet er der en del papirarbejde med registrering efter ankomsten. Det drejer sig om fire institutioner, hvor man skal finde det korrekte kontor og den rigtige person at blive behandlet uvenligt af: Sygekassen, adressetilmelding hos politiet, immatrikulation ved universitetet og ansøgning om opholdstilladelse ved udlændingestyrelsen. Det er en stafet, hvor man må undertrykke enhver forestilling om at kunne slå flere fluer med færre smæk og blot må følge den foreskrevne rækkefølge.
Sygesikring, folkeregister og immatrikulation
Den første opgave var overraskende nemt klaret. Hos den tyske sygekasse blev en medbragt sygesikringblanket fra Danmark afleveret uden problemer, og kvinden bag skærmen smilede endda.
Som i ethvert fornuftigt opbygget underholdningsprogram måtte sværhedsgraden stige trinvist, og den næste udfordring var derfor også kun næsten nemt bestået. Efter først at have købt den rette blanket og udfyldt to tætskrevne sider, var jeg registreret som ny beboer på min tyske adresse.
Indskrivningen på universitetet var næsten besværlig: Indbetaling af "semestergebyr" var en forudsætning for immatrikulationen, og blanketten til indbetaling kunne kun afhentes ét sted og betales ét andet sted, på tre bestemte tidspunkter.
Opholdstilladelse på to måder
De første tre trin var dog kun opvarming for den fjerde og sidste opgave, ansøgningen om opholdsstilladelse! Der var to mulige måder at forcere forhindringen:
Den nemme, men langsommelige, hvor de nødvendige bilag blot afleveres hos det lokale borgerkontor med venligtsindede medarbejdere, der så sender papirerne af sted.
- Eller den seje, men hurtigere fremgangsmåde, hvor man selv aflevererede materialet. Valget faldt selvfølgelig på denne oplagte mulighed for at demonstere den selvstændighed, danske studerende bryster sig med i udlandet, når talen falder på dalende kvalifikationer og stigende gennemsnitsalder for færdigtuddannede.
I ventesalen
Ved informationsskranken i udlændingestyrelsen, afdeling for borgere af EU-lande og andre med begyndelsesbogstav a-f, begyndte den velkendte eksamens- knugen-i-maven at røre på sig. Informationsmedarbejderen sad foroverbøjet bag en glasvæg, og forledt af de tidligere oplevelser med skrankemenneskerne, mindede hans opadtrukne mundvige om et smil. Der skulle ikke trækkes et nummer til ventesal 'H' for enden af gang, meddelte stemmen i mikrofonen.
Stemningen var tung og grå som linoleumsgulvene og de fastmurerede bænke. Det drejede sig om en formel tilladelse til at blive i landet for at studere, men man fik straks følelsen af, at stedet kunne afgøre ens fremtid, sådan som det var tilfældet for mange af dem som ventede.
I salen 'H' ventede der kun tre andre, og de var alle gået ind uden at banke på døren. Da det var min tur, åbnede jeg derfor forsigtigt døren til kontoret, men inden det overhovedet var muligt at fremstamme noget, skar en vred stemme gennem luften, "Så vent dog et øjeblik!" og personen bag stemmen smækkede døren i. Maven knugede sig mere sammen i ventetiden, indtil en kvinde trippede hidsigt ud af lokalet, pegede på en ny dør og gav ordren "Gå der ind!"
Endnu et kontor
Det næste lokale var smalt og tomt. En dør til venstre så ud til at lede ind til det efterstræbte kontor. Klog af erfaring burde jeg have holdt mig tilbage, for nøjagtigt som før blev døren lukket hårdt, denne gang med ordene, "Ud!, her må De ikke komme ind!" Det var en lille spinkel mand med et vippende overskæg, der trak døren til sig og låste den. Et minuts tid rumsterede han i lokalet ved siden af. Dernæst hev han et forhæng til side og stod bag en rude i det lille lokale. Efterhånden var min forberedte forklaring tørret ud i halsen, og det rakte derfor kun til at skubbe papirerne gennem lugen, og kvække "Student", og "Dänemark". Det var også nok, for manden rystede mekanisk på hovedet, og uden øjenkontakt messede han en remse om, at studerende ikke kunne henvende sig på almindelige hverdage, kun onsdag 7.30 – 13.00, og så skulle jeg i øvrigt altid trække et nummer. "Men", forsøgte jeg at tilføje det, "i informationen havde han sagt...", remsen blev derefter gentaget og lugen smækket i.
På den igen
I det øjeblik var det lysende klart hvor Kafka blev inspireret til "Processen", som jeg godt aldrig har læst færdig. Men OK, det har jo nok et formål at sætte ting i system, og så måtte man jo bare møde op igen. Onsdag formiddag, stod jeg derfor atter ved informationsskranken for at trække et nummer, forberedt på en lang dag i ventesale. Det var dog omsonst, det stivnede smil meddelte, at der ikke var flere numre til danskere. Man burde møde op meget tidligere, vend tilbage i næste uge, så er der måske tid. Eller kontakt telefonisk personalet og lav en aftale!
Jeg giver op...
I det øjeblik faldt valget på den nemme, men langsomme måde at afvikle opgaven. Selvstændigheden og gåpåmodet havde tabt, og papirerne blev afleveret på det lokale borgerkontor med venligtsindede medarbejdere.
Forurettet som jeg følte mig, er ingen mulighed for at klynke siden blevet spildt. I sammenligning med beretningerne fra andre studerende, slap jeg vist let gennem stafetten. Min oplevelse med det tyske bureaukrati er derfor allerede blegnet - ligesom trangen til at læse "Processen" færdig.
Udskriv
Forrige
