For et menneske der stræber efter basale humanistiske principper, er det let at se USA som en modpol til alt, hvad man tror på. Omvendt må man som livsnyder se landets metropoler som nydelsesparadiser - fyldt over evne af materialistiske glæder og udskejelser. Det er derfor med et paradoks i bagagen, jeg har taget turen over Atlanten for at se New York – hvorvidt det så er Amerika eller ej.
Humanisme og rock´n roll
Dette er den første artikel i en serie, hvor jeg vil skrive sporadiske rejsebeskrivelser hjem og forsøge at undersøge et par vigtige spørgsmål herovre. Hvad har overflodens palads at byde en lille udenlandsk 25årig film- og mediestuderende som mig; har newyorkere noget med os at gøre; og har humanisme og en sund portion rock ’n’ roll overhovedet nogen plads her?
Fantastisk boheme som os
Med tiden løser alt sig på en eller anden måde! Derfor startede mine to sidekicks, Jingo og Sarah, og jeg selv ud fra Kastrup med meget få planer og endnu færre bekymringer. Det eneste, vi havde med os, var et par sent bestilte billetter, 2 dages booking på NYC´s sidste ledige hostel og nogle hastigt og tvivlsomt pakkede kufferter. Som både høje, kønne og en anelse selvfede boheme-skandinavere skulle resten nok komme til os på et sølvfad.
Hovmodets bagside
Allerede i rejsens spæde timer så jeg hovmodets bagside. Grundet sen rejsebooking tilbragte vi den 10 timer lange flytur i hver vores del af flyet. Med elendige film, iskold rødvin og ingen tilnærmelsesvis lige så cool som mig i nærheden.
Ti timers forsømte cigaretter
Trætte og svedlugtende ankom vi til JFK og den fugtige, bagende nattehede. Med prioriteterne i orden røg vi først ti timers forsømte cigaretter og fandt derefter en taxa. Chaufføren kiggede på vores destinationsadresse, fortrak et lille smil og kørte os mod byen. Den første følelse af New York City kom 30 minutter senere med bjergtagelsen af byens skyline, set fra Queensborough Bridge. Magisk synes at være det bedste ord til at beskrive en sådan udsigt over blændende lys.
“You look like a white boy!”
Desværre forsvandt selvsamme metropolitiske magi gradvist, da vi bevægede os nordpå gennem gaderne. Den var helt væk, da vi stoppede på 125th street – midt i Harlem. Som de eneste hvide i gadebilledet trådte vi ud af taxaen og ind i vores 80’er Miami hostel. På vej ind pointerede en lokal højlydt: ”You know what you look like? You look like a white boy!” Mod kommunikative principper lod jeg trætheden råde og gik uhøfligt tavs videre ind til min seng. Trods sovesalen og manglen på privatliv var den et kærkomment syn.
Heldig eller på røven i et dynamisk kaos
Selvom den autentiske NY-ghetto hverken var helt uden charme eller intensitet, følte vi dog, at to dages residens var rigeligt. Vi havde alle set amerikanske film nok til at vide, at det ikke var det bedste sted i byen for tre lyse skandinaver, der nok så ud til at have langt flere penge end tilfældet var. Desuden skulle vi jo finde et mere permanent sted at bo de næste fire måneder.
5000 dollars til en ukendt
Chokerede og økonomisk forpjuskede stod vi kun få timer senere og udleverede $5000 til en nærmest ukendt kvinde i magnum-størrelse – til gengæld for en lovning på en East Village lejlighed. Heri ligger et af de centrale træk ved NYC. Ting sker på et øjeblik, og ingen venter på, at du kan følge med. For en easy-going dansker virker det brutalt. Her stod vi blå-øjede bonderøve og håbede, at kontoret ikke kun var en kulisse og at de 200 kilo foran os ikke var en professionel svindler.
Status...
Et par uger senere sidder jeg dog stadig i vores lejlighed, og ingen har smidt os ud endnu eller slået døren ned. Allerhøjst er vi blevet bedt om at skrue musikken ned et par gange. Det bliver vi nok igen, men betragter det ikke som noget problem, så længe mit C-skåls sidekick fortsat hjælper viceværten op af trappen.
Lykkepillernes univers – til nød og lyst
De første døgn af vores ophold lader til at være symptomatiske for byen – rise and fall. Op- og nedture skifter flere gange om dagen. Med rus betalt af smukke kvinders venlighed, svæver man en aften rundt på byens fedeste diskoteker. Dagen efter finder man sig afvist i døren på The Hog Pit. I sin foranderlighed virker byen næsten bittersød sadistisk og som et irriterende one-night-stand holder den dig i sin egen søvnløshed også vågen det meste af tiden – aldrig pausende i sine tilbud og udtryk – aldrig rolig.
Vi mangler dog stadig at løbe panden mod muren og byen har været god mod os. Men vi er lige startet og tiden må vise om kbh-eurotrash virkelig er eksotiske i en by, der rummer flere mennesker end hele Danmark.
Udskriv
Forrige
