Du er her: Forside Studieliv Udenlands

In God´ s country II: Alphaville

Af Nicolai Skotland Wichmann

In New York you can forget, forget how to sit still. Tell yourself you will stay in, but it´ s down to Alphaville. Denne gang rapporterer Nicolaj fra Alphaville´ s neonfyldte gadebillede.

I New York City indikerer navnet Alphaville byens ende ved 1st Avenue, og dens begyndelse igen fra Avenue A-D. Sammen med resten af Village-området var det i 60erne en kulturel legeplads, hvor folk som Bob Dylan, Joan Baez, Allen Ginsberg og Jack Keruoac hang ud på kaffebarer – blandt hippier og andre, der følte sig bedre tilpas uden for det mondæne samfund, eller bare ikke havde råd til at bo der.  En ny æra  Senere hen og ind til slutningen af 90erne var Alphaville et alternativ til Harlem med hensyn til boligforhold og sikkerhed. Mange af NYC´ s hårde stoffer kom derfra, og du var heldig, hvis du nåede uskadt fra 1st til Avenue D. Med den humanistiske rock ’n roll ekspedition i baghovedet, kunne vi derfor naturligvis ikke sige nej til muligheden for at bo midt i dette urbane kulturelle monument over den amerikanske drøm. 40 år siden rocken Vi har dog fundet ud af, at de sidste årtier har ændret en hel del. I dag er stofferne og kriminaliteten svundet drastisk. Til gengæld er huslejen femdoblet og kunstnerne derfor fortrængt af folk med højere indkomst og lavere kulturel bevidsthed. Tilbage er dog stadig en helvedes masse barer, samt en menneskelig dynamik og alsidighed, som i mange år på godt og ondt har været kvarterets varemærke. Det er svært at gå tidligt hjem, når man færdes i det neonfyldte gadebillede. 80ernes efterladenskaber af forvirrede punkere og heavy metal fyre blander sig med områdets sidste stræbende kunstnere og ikke mindst studerende på jagt efter byens billigste rum & coke. En søgen på produceret sandhed Med NYU lige omkring hjørnet støder jeg ind i rigeligt af sidstnævnte gruppe, og de synes at være alle vegne. I videnskabens navn – naturligvis - ville jeg gerne vide, hvem de var, og hvor de ville hen. Og barer er trods alt bedre antropologiske udsigtspladser end auditorier. Til denne søgen på sandhed kom, at en mand ikke kan leve på vand og brød alene, og at jeg havde brug for kvindeligt selskab. Med de to hensigter i baglommen har jeg gentagne gange våget mig ud i det skarpe neon, for at lede efter en pige eller to til dobbeltsengen og naturligvis kernen af den amerikanske studerende. Af førstnævnte har jeg fundet meget lidt, af sidstnævnte alt for meget. Varme øl og kolde kvinder Mødet med nattens nymfer holder kun, indtil en af parterne opdager, at man har meget lidt til fælles - bortset fra den formelle titel som studerende og en søgen efter billige drinks. Man forsøger at spille de sædvanlige kort og være europæer i Amerika. Den virker kun, indtil de opdager, at man finder deres land overvejende vulgært og deres værdier overfladiske. De overvejer måske en sidste gang mulighederne, men skræmmes så enten væk eller kedes ihjel ved en passioneret, men snøvlende monolog om socialismen og kollektivets fraværelse i Guds eget land. Tilbage sidder man blot med en hæs stemme og en lunken øl – frarøvet selv muligheden for at kunne ryge en nederlagets cigaret. Studerende - Made in America Det bringer os naturligvis videre til det sørgelige fund af den amerikanske studenterdrøm. I Danmark er en studerende optimistisk set et modent, videbegærligt og spændende individ af varierende social baggrund. I NYC er det en 21-årig forkælet vårhare med rige forældre, der er halvt igennem sin MBA og alligevel fuldstændig kulturelt ignorant. Deres forståelse af kunst går til Monet, deres forståelse af politik til, at demokrater er venstreorienterede, og det gode liv er for dem lig med karriere, diamanter og verdens største halskæde. Hvor gik det galt? I den brede generaliseringens ånd vil jeg dog vælge at skyde skylden på et land, som ikke lader folk indtage alkohol før de er 21 og på én gang forbyder, at det sker udendørs samtidig med, at de ikke må ryge indendørs. Ethvert samfund, som paradoksalt forsøger at adskille de to, vil aldrig kunne kultivere tilstrækkeligt frisind og selvstændighed til at producere en sund gruppe studerende. Det er ikke mørkt endnu Tilbage sidder jeg nu og tænker over artiklens pessimisme, og derefter hvorfor jeg tager ud i Alphaville igen i morgen aften. Svag karakter og en fascination af neon er en del af svaret. Resten er, at området trods alt ikke er helt fortabt. I den stadig store mangfoldighed skal jeg nok finde det hele: Pigen, dannede studerende og min socialistiske drøm. Den billige brandert finder jeg dog aldrig, og jeg har efterhånden affundet mig med, at 5 dollars er billigt for en flaskeøl. Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

Tip en ven Udskriv Tilbage til oversigt Forrige | Næste Læs også: In God´s country I: East Village RUC`er i Nepal Rejsebreve fra Italien London calling! At rejse er at leve...