Tiden er gået, og New York skal omsider forlades. Byen har så sandelig indfriet mine oplevelsesforventninger mere end jeg nogensinde kunne håbe på. Den har budt på meget, både i form af op- og nedture og til tider har man knapt været sansende nok til at kunne kende forskel. Nydelsen, rusen, grusomheden, vulgariteten og skønheden har været så sammenflettet, at en fuldstændig adskillelse er umulig. De har alle været overdådige oplevelser, ulig nogen man nogensinde ville kunne få i Danmark.
Glimt af hinsides verdener
Man havde regnet med de overdådige kunstudstillinger, med teater og med koncerter i Madison Square Garden. Foruden dem fik jeg set og oplevet langt mere: Fester med U2, REM og flere verdensstjerner end man nogensinde kunne samle på et sted i lille København. Overraskende har jeg også erfaret kedsomheden ved nogle af disse events, kun udholdt ved hjælp fri bar og diverse folks hjemmeapotek. Befolket af lykkejægere og fyldt af larmen fra ligegyldige samtaler og klirrende glas var jetset-himmelen ikke så fantastisk, som vi alle skulle tro.
Overjordiske fødselsdage
Jeg har set en 13-årig pige blive hyldet af farmand med en fest til den nette sum af 15 millioner dollars i The Rainbow Room. Med hjem fik vi alle Ipods, digitalkameraer og andre gaver samt oplevelsen af at have set og hørt 50 Cent, Ciarra, Don Henley, Tom Petty og Aerosmith. Alle sammen optrådte på skift foran en skræmt og usikker lille pige, mens farmand på coke rockede med fra kanten af scenen - udlevende sin egen drømmefest, forklædt som en børnefødselsdag. Alle lod til at have det væsentlig sjovere end den lille prinsesse.
Rødvin og Picazzo
Langt fra kollegieværelser, opgaver og universiteter er man endt på divaner i overdådige hjem og har drukket fabelagtig Brunello til diskussionen af Picasso, Mirö og Kandinsky, hvis værker hang rundt omkring i stuen. Stavrende på vej hjem derfra har man set en verden af fattigdom og kummerlighed i form af folk uden råd til mad i ly af papkasser. Alt imens smagen af fois gras stadig var frisk i ganen.
Overklasselivets lærestreger
Opsummeret har jeg været vidne til den økonomiske og menneskelige højde og bund af samfundet. Drukket nektar af dekadencens sprukne krystalglas og revet læberne til blods i den lærerige proces. Når man stiller sig udenfor cirkusset og beskuer sin egen vrede og afsky, forstår man pludselig bedre Buroughs’ civilisationskritiske værker, Bacons makabre portrætter eller Bowies tragiske eksistenser. Skåret i sten ses civilisationens struktur og problemområder. At finde måder at afvikle sine aggressioner er blevet en absolut nødvendighed for ikke at miste sin forstand i en by, som appellerer til at smide den væk.
Virkelighedsfornemmelse og de små detaljer
Til den lærerige anskuelse kommer nydelsens forførelse. Som beskrevet i tidligere artikler nyder man i stor grad smagen og ignorerer den bitre eftersmag eller bedøver den med nok Belvedere Vodka. Jordforbindelsen har til tider været spinkel. Med intervaller har den måttet genfindes med stort besvær. Tiden må vise, om det er lykkedes. Samtidig har man forsøgt at fokusere på de positive og forsonende oplevelser, som byen også rummer. Her er også stor skønhed og glæde, som gemmer sig mellem de store faux pas tragedier. Byen er måske nok ude at svømme, men er endnu ikke helt druknet.
Når alt er sagt og gjort
Det har alt i alt været en bjergtagende oplevelse. I sidste ende var der plads til en hel del rock ’n’ roll, og vi viste os særdeles musikalske. Efter en rutsjebanetur af absurde og fantastiske oplevelser, gør jeg mig klar til at forlade galehuset med blandede følelser. Jeg ville helt sikkert hade byen, havde jeg dog bare ikke forelsket mig så meget i den. En ting er sikkert: København bliver aldrig det samme igen.
Udskriv
Forrige
