Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

Explore your continent

Af Cathrine Holm-Nielsen

Der er knapt 90 dage, til sommerferien begynder. Skulle du, på trods af et sparsomt budget, have lyst til at opleve europæiske kulturer, så fortvivl ikke.

Hvad skal du lave i din sommerferie? Spørgsmålet kommer måske en anelse tidligt i betragtning af, at temperaturerne stadig ligger under de 10 grader og eksamensperioden endnu ikke er begyndt. Derfor kan det alligevel være en god idé, at begynde at gøre sig nogle forberedelser, hvis du ønsker at fylde sommerferien ud med rejser og kulturelle oplevelser. AEGEE udbyder nemlig utallige sommerkurser til studerende på videregående uddannelser rundt omkring i Europa. Studerende Online har talt med Simon Jon Sandvei, der er ansvarlig for PR og web hos AEGEE.

En idealistisk organisation
Hvert år arrangerer AEGEE ca. 90 sommeruniversiteter. Formålet er at bidrage til at skabe en europæisk tolerance og åbenhed, der bunder i en dybere forståelse for hinanden. Derfor sender AEGEE hvert sommer omkring 2500 eropæiske studerende til forskellige destinationer i Europa, for at de kan lære om alt fra traditionel madlavning til historie og kultur.

Sommeruniversiteterne har været afholdt siden 1988 og er hovedprojektet for organisationen. ”I tråd med AEGEEs overordnede koncept ønsker man at promovere den europæiske integration og give studerende muligheden for at opleve Europa på en anden måde”, fortæller Simon.

En billig og lærerig ferie
For studerende kan sommeruniversitetet være en billig og lærerig måde at komme på sommerferie på. Kurserne bliver arrangeret af en lokal afdeling og indbefatter bl.a. workshops, debatter og ekskursioner. Hvert hold består af ca. 25 studerende, der følger en række planlagte aktiviteter i løbet af dagen. Og om aftenen er der fest!

”Det vi tilbyder de studerende”, forklarer Simon. ”Er en anden måde at opleve et lands kultur på. Derudover får man chancen for at møde en masse unge mennesker fra forskellige lande.” Eftersom kurserne afholdes for studerende skal det også være studievenlige priser. Sammenligner man f.eks. med andre sprogrejser, er AEGEE et billigt alternativ. 

Masser af muligheder
De kurser AEGEE udbyder skal dog ikke forveksles med almindelige universitetetskurser. ”Man kan selv bestemme graden af fagligt indhold, alt efter hvilket kursus man vælger”, fortæller Simon. Der er både traditionelle sprogkurser, med decideret undervisning nogle timer om dagen, men man kan også vælge et kursus med et specielt tema, der passer til landet.

Er man lidt af en ranger, er der også mulighed for mere aktiv ferie (f.eks. trekking) eller kurser, hvor man rejser rundt til flere forskellige lande. Med 90 forskellige destinationer er der rig mulighed for at komme rundt i Europa og få mere viden om vores kontinent. Kursuslandene rækker fra Finland til Frankrig og fra Spanien til Slovakiet.

Alle slags studerende
På den måde er sommeruniversitetet ikke mere henvendt til nogen studieretninger end andre. Så lige meget om du læser til jurist eller jordemor, kan sommeruniversitetet byde på medrivende oplevelser.  ”Alt, hvad der bliver udbudt og arrangeret, er lavet på tværs af fag og studieretninger”, forklarer Simon. ”På samme måde har organisationen heller ikke noget specifikt politisk eller religiøst tilhørsforhold.” 

Derfor er det også alle slags typer af studerende, der melder sig til. Både hvad angår studieretninger og universiteter. ”Folk kommer dels for at få noget ud af det fagligt, mens også for at få en god og sjov oplevelse”, siger Simon, der afgjort har indtryk af, at de studerende skaber nogle varige kontakter på tværs af landene og besøger hinanden efterfølgende. ”Det, at AEGEEs aktiviteter er afgrænset til Europa, gør jo, at man ikke er så forfærdelig langt væk fra hinanden.”, siger Simon.

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste
Praktisk info

• Kursets varighed: 2-3 uger (afhængigt af hvilket kursus man tager)

• Pris: 120-180 € (dækker kost, logi, ekskursioner mm, ikke rejseomkostninger)

• Der er 20-30 studerende pr. sommeruniversitet

• Infodag: D. 30/03, 06/04 og 13/04 fra kl. 14-18 er der Åbent Hus i Studenterhuset, Købmagergade 52, København K.

Fakta - Hvad er AEGEE?

• AEGEE står for: Association des Etats Généraux des Etudiants de l’Europe

• Det vil sige: Europæisk Studenterforening (for studerende på videregående uddannelser)

• Grundlagt i 1985 i Paris

• Har 17.000 medlemmer

• Fordelt på 261 universitetsbyer i 40 lande

• Kontingent for medlemskab: 150 kr.

• I Danmark er der 12 frivillig studerende, der arbejder for organisationen

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk