Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

London Calling!

Forrige | Næste   Tilbage til resultatoversigt
Udskriv

Af Louise Skov Andersen - se skribentprofil

Når forelæsninger, læsegrupper og cykelture gennem et regnvådt København bliver for meget, er det fristende at stikke af fra det hele. Elsker du rock'n'roll, kunne en weekend i London være en mulighed.

Lige siden The Kinks præsenterede ’Waterloo Sunset’, deres afdæmpede ode til London, i 1967, har den britiske hovedstad inspireret et utal af musikere. Spekteret af London-sange er bredt: Fra The Clash’s punkmanifest, ‘London Calling’, til ’Come back to Camden’, den tidligere frontmand i The Smiths, Morrissey’s, smukke hyldest til byen, som han forlod i 1990’erne til fordel for solrige LA.

Pladeshopping i Camden Town
London er altså musikernes yndlingsby, og byen vrimler med rock-memorabilia og god musik. Især Camden Town i det nordlige London er et mekka for rock-chicks og indie-boys. I weekenden skal man godt nok kæmpe sig igennem horder af (andre) turister, der prutter om prisen på bydelens berømte marked, for at finde de gode steder. Men de er der! I Inverness Street ligger der to pladeforretninger af den gammeldags slags, hvor du kan finde både klassikerne og de seneste nye skiver. Og hvor indehaveren tilmed fortæller anekdoter om Sex Pistols, Rolling Stones og alle de andre, mens du vælger plader.

I Inverness Street finder du også 'The Good Mixer', en simpel pub med to pool-borde, fodbold i fjernsynet og et begrænset udvalg i baren. 'The Good Mixer' er imidlertid legendarisk for rock-fans. Prominente personligheder som Morrissey og Madness har været faste gæster, og i britpop-årene i starten og midten af 1990’erne var pubben nærmest Blur’s andet hjem. Chancerne for at få et glimt af stjerne er måske blevet mindre med årene, men 'The Good Mixer' er stadig indehavere af en særdeles veludrustet jukebox, der med sit udvalg af alt fra Elvis til The Libertines måske er byens bedste.

Gamle punkere, britpop-fans og studerende
Er du til live-musik med unge opkomlinge er 'The Monarch', også Camden Town, eller 'The Garage' gode bud. Sidstnævnte ligger i Islington, en anden Nordlondon-bydel, og byder desuden på natklubarrangementer fredag og lørdag nat. Især lørdagsarrangementet, International Hi-fi, er et besøg værd. Et roterende dj-team spiller både nye og gamle klassikere, fra Beatles over Blondie til Blur, og gæsterne er en uformel blanding af gamle punkere, britpop-fans og studerende.

For studerende koster det £4 (kr. 43,-) at komme ind, og så er der også adgang til 'The Mini Bar', stedets hyggelige lille bar. 'The Mini Bar' er det perfekte sted at starte en bytur. Den afslappede stemning og en dj med et godt, varieret set gør dog, at du sagtens kan blive der hele aftenen – især hvis du ikke orker at danse natten væk.

Billige drinks og god musik
Har du derimod et umætteligt behov for at danse til rock-klassikere, er 'Metro' i Oxford Street i det centrale London et must. Den meget lille og ofte særdeles varme klub er pakket med mennesker fredag og lørdag aften. Stedet er især populært blandt studerede og andre fattigrøve – måske fordi en drink med smugler-vodka og billigt cola i bedste fredagsbar-stil kun koster £1 (kr. 10,50).

Udover at være natklub er 'Metro' også et udmærket koncertsted. Folkene bag Metro er gode til booke et interessant udvalg af nye, ukendte bands, blandt andet danske Superheroes, som med pop-geniet Thomas Troelsen i forgrunden indtog stedet i oktober.

London er altså stadig ’swinging’. Og med flybilletter til et par hundrede kroner er det svært at sige nej til en weekend i den britiske hovedstad.

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 

Læs andre artikler om London:

Hvor ligger London? - Guide til det billige London

Weekendophold i London - til studiepriser

Artiklerne under disse links er fra 2002, hvorfor priserne kan afvige.

Tip en ven

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk