Hvis nogen for fire år siden havde forudset, at jeg efter min bachelor ville være gift, have et barn og være bosiddende i Nepal, ville jeg have bedt dem pudse spåbrillerne. Jeg skulle da være på RUC i fem år, og så skulle jeg finde manden, have barnet og det gode job. Men som bekendt kan kærlighed skrinlægge selv de mest seriøse planer. Manden, der på mange måder er blevet min skæbne, hedder Thomas. Han blev far til Linus i starten af mit andet psykologi-semester. Og da jeg med et godt studiejob skulle til at begynde mit tredje halvår på dansk, var han der igen: ”Vi skal til Nepal!”
En fælles rejse
Faktisk var tanken om at blive udstationeret ikke helt ny. Mange diskussioner á la ”Dit job, men hvad med mine studier?” gik forud for beslutningen om at følges ad ud i verden.
Langsomt meldte ideen sig, at et job i udlandet også kunne blive min chance. For at få et anderledes studieforløb og en oplevelse sammen som familie, der vil have betydning for resten af vores liv. Men da de ringede fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og spurgte, om vi var klar, skulle den alligevel lige synkes en gang. Selvfølgelig var det svært at opgive sit studieliv og sige farvel til familie og venner for at bo to år i en provinsby i Nepal.
Projekt i rygsækken
I begyndelsen var jeg indstillet på at fortsætte mine studier. Jeg valgte at få en vejleder til et dansk-projekt, jeg relativt nemt kunne kaste mig over. Men igen. De, der selv har rejst, kender følelsen. Pludselig er Danmark langt væk, og det forekom mig, at der ville være mere mening i at yde et stykke arbejde, hvor jeg var, end at skrive endnu en samling papirer til universitetsbiblioteket. Jeg droppede projektet og ville være freelance skribent, deltidsfrivillig og så meget mor for min søn, som den overhovedet kunne trække.
Jeg trak den så langt som til april. Da blev tiden sammen med Linus og potteplanterne alligevel for lang. Heldigvis var vores landekoordinator kommet på samme idé: Jeg skulle have et arbejde. Og pludselig er relevant arbejdserfaring, et ustresset familieliv og min lyst til at skrive gået op i ét. Nu arbejder jeg halv tid som informationsarbejder og er igang med et pilotprojekt om kvalitativ monitorering af MS´ arbejde i samarbejde med en nepalesisk journalist. Senere skal jeg facilitere netværk mellem forskellige partnerorganisationer omkring oplysning om HIV/AIDS og girl trafficking, som er et kæmpe problem specielt ved grænsen til Indien, hvor vi bor.
Et liv uden for uni
Hvad har jeg så menneskeligt og fagligt fået ud af at indstille studierne for at bo i Nepal? Først og fremmest har jeg fået realiseret mit ønske om at komme ud og være praktisk. Dernæst har jeg mødt ufatteligt mange inspirerende mennesker og lærer hver dag noget af at være en del af en organisation, hvis værdier jeg fuldt ud kan stå inde for.
Jeg har fået øjnene op for, at udvikling er et uhyre vedkommende og samtidig omdiskuteret felt at arbejde indenfor. Udover at blive bekræftet i, at det er nødvendigt at hjælpe de fattige og marginaliserede, er jeg blevet mere bevidst om, hvor heldige vi er i Danmark. At vi lever i fred, har et demokrati, der fungerer, og et velfærdssystem, nepalesere aldrig vil opleve snerten af.
Interkulturel kompetence
Før var det et begreb, jeg læste om i en bog, men nu mærker jeg på egen krop, hvad det kræver at tilpasse sig og manøvrere i en anden kultur.Vi lærer at leve blandt kryb og slanger, lort, støv og støj. Vi forstår, hvad det vil sige at være anderledes, og hvor svært skiftet kan være fra at leve på det postmoderne Vesterbro til et traditionelt samfund som Taulihawa.
Hvad jeg i den gængse ”markedsterminologi” kan bruge det hele til, vil vise sig, når vi igen kommer hjem. Studierne bliver strukket et par år, men jeg er sikker på, at mit fundament bliver bredere og udsynet videre. Var det ikke for Nepal, havde jeg sikkert aldrig fundet det interessant at kigge på fugle(!) eller haft tid til at dyrke yoga og sætte mig ind i hindusime og buddhisme ved at snakke med de mennesker, der selv praktiserer det.
Andre studerende, der står over for et valg mellem det sikre og det, de har lyst til, kan gætte min anbefaling. Blæs på det CV og alle der mener uddannelse kan reduceres til boglig indlæring inden for en normeret ramme. For mig har det i alt fald virket at miste fodfæstet for en tid.
Udskriv
Forrige
