For Anders Thorman var det ikke et resultat af stram karriereplanlægning, at han efter afbrudt geografistudie og et par år som fotograf skulle ende i Nepal. Da han valgte at følge med sin kæreste, Birgitte, der er informationsrådgiver ved Mellemfolkeligt Samvirke (MS), var det i første omgang med ønsket om at være ’spouse’ (medfølgende ’ægtefælle’) og få tid til at male. Men nej. Hans kreative kompetencer var nemlig noget, MS kunne bruge. Så i dag er han fuldtidsansat til at fotografere og lave videopræsentationer af de lokale partnere, den danske NGO samarbejder med i Nepal.
Rejsen som genvej
Nepal forbindes for de fleste med trekking og bedeflag. Og sådan var det også for Anders: ” Inden vi tog af sted, havde jeg alle klichéerne i hovedet: de høje bjerge, buddhismen, roen og lidt østlig mystik, og selvfølgelig så jeg også mig selv rende rundt oppe i den tynde luft og ligesom finde min indre verdensfred. Men allerede inden sprogkurset var ovre, var der planer i gang. Fra arbejdsdag nummer et var der fuld knald på, og jeg fik ikke et ben til jorden. Det var fantastisk.”
Anders har rejst en del, men det er første gang, han opholder sig ude så længe som nu: ”Jeg var på fotoskole et år i New York og boede i East Harlem blandt Puerto Ricanske drug-dealere. Nu bor jeg langt ude på landet i det vestligste Nepal og er omringet af geder. Det er to intense oplevelser på hver deres måde. Folk derhjemme reagerer tit med, “at I dog tør...” efterfulgt af “det ville jeg aldrig kunne”. Så tænker jeg, at det jo er naturligt nok, at de så er blevet hjemme – det ville jeg aldrig kunne – at de tør! Jeg ved, at jeg ikke er opfindsom nok til at kunne blive hjemme. Jeg har brug for at rykke mig fysisk for også at kunne gøre det mentalt. Rejsen er en genvej til mental mobilitet.”
Den lange vej til FN
Hvor Anders kom til Nepal i kraft af sin kæreste, var det for Trine Ladegaard resultatet af et velplanlagt studieforløb. Også hendes arbejde centrerer sig om udvikling, i tråd med den uddannelse, Trine har taget på RUC. Internationale Udviklingsstudier og Engelsk har ført hende til en stilling som ’JPO’ (Junior Programme Officer) hos WHO. 
Verdenssundhedsorganisationen arbejder blandt andet med katastrofeberedskab i forbindelse med jordskælv. Og her havde Trine den erfaring, der skulle til. For at blive ansat i en FN-organisation er det en god idé at stifte bekendtskab med systemet allerede under studierne. Men det var nu ikke det råd, der betød, at Trine kom i praktik i netop WHO i Kathmandu: ”Det var et tilfælde. Jeg ville gerne til Asien, og da der blev slået en praktikstilling op i Nepal, søgte jeg den, fordi den lød spændende.”
Selvom Trine mener, FN-systemet kan være et tungt system at danse med, så har hun med egne ord fået ’instant adgang’ til meget ansvar, hun ikke ville have fået i en tilsvarende stilling i Danmark. En JPO er eftertragtet, men hvorfor mener Trine, at hun blev den heldige?
”Det betyder meget, hvor meget erfaring, man har. Ganske vist er det stillinger for relativt nyuddannede, men alle jeg kender, der er kommet gennem nåleøjet, har været i praktik mindst et sted eller haft studierelevant arbejde. Jeg tror virkelig, man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at skynde sig at blive færdig. Dels fordi man har for lidt at trække på udover studierne. Dels fordi det kan være svært at opnå respekt som ung, nyuddannet kvinde, og det giver lidt mere ballast ikke at være helt grøn, når man skal tackle visse folks manglende respekt for ens kunnen.”
Udlænding i Kathmandu
Og hvordan er det så arbejde og være en del af ’expatmiljøet (emigrant, red.)’ i Kathmandu?: ”Det er aldrig kedeligt. Til tider er det måske lige lovligt spændende og udfordrende, især i de perioder, hvor der bare er ALT for travlt til, at man kan overskue det hele. Men arbejdsopgaverne er varierede, og udenfor arbejdspladsen er der væsentlig flere udfordringer og bindegale oplevelser end en typisk hverdag i Danmark. Man møder helt afsindigt mange nye mennesker med forskellig baggrund i løbet af kort tid. Ind imellem bliver man frygtelig træt.”
Til gengæld betyder livet i udlandet, at man må savne familie og venner derhjemme. Og ifølge Trine tager det tid at finde nye venner, selvom det går relativt let med at få skabt en ny omgangskreds. ”Jeg tror, alle har haft deres kriser. Jobbet, som ikke altid er let, en anderledes kultur og ikke mindst identiteten som expat. Det bliver måske nogle gange mere udtalt, fordi de mennesker, man normalt ville have læsset af på, ikke lige er ved hånden.”
Det frie liv
Trine har dog for nyligt fået sin specialemakker at læsse af på. Veninden Lise er nemlig blevet kollega med Anders ved MS. Begge er de single, og det, mener Trine, har en række fordele: ”At være af sted uden familie giver en enorm frihed, fordi man ikke behøver indtænke andre i ens planer. Hvis udlandslivet til gengæld fortsætter som livskarriere, vil det være godt at have en familie som fikspunkt i en omskiftelig tilværelse. Der er så bare lige det, at man som singlekvinde har væsentlig sværere ved at finde en mand, der vil tage med, end omvendt. Det er stadig ikke socialt acceptabelt for en mand at sætte sig egen karriere i stå for at tage med konen. En kvinde kan lettere slippe af sted med at være ’spouse’ og føde et par børn i en periode. ”
Som spouse, alene eller med kæresten. Hos en NGO eller under det blå FN-flag. Anders og Trine kan begge klart anbefale at rejse ud for at arbejde og for at blive rykket ved. Det sværeste bliver måske at vende hjem. Som Anders siger; ” Så skal man for alt i verden huske at have sat sig ind i fjernsynsprogrammet, så man har noget at snakke om, når man igen dumper ned i det MEGET lille land i det nordlige Europa...”
Har du lyst til at undersøge jobmuligheder i udlandet kan du hente inspiration her:
Mellemfolkeligt Samvirke sender udviklingsarbejdere til Afrika, Centralamerika og Nepal. Se stillingsopslag og krav på www.ms.dk
FN har afdelinger over hele verden og ansætter både personale direkte og via medlemslandene. Se www.un.org
Verdenssundhedsorganisationen har adressen www.who.org
Det danske bistandsprogram Danida har også stillinger i udlandet. Se www.um.dk/danida/stillinger