Du er lidt bange, men glæder dig til at komme af sted. Billetten i hånden, du sætter dig til rette i sædet og kigger ud af vinduet. Dine forældre smiler til dig, kigger på hinanden og veksler et par ord. Igennem deres mundbevægelser prøver du at tyde, hvad de siger.
Bussen sætter i gang og bakker ud af rutebilstationens parkeringsplads. Du vinker farvel for sidste gang. Der er du så, helt alene, på vej ud til Côte d’Azur. Dine tanker kører rundt, og du forestiller dig, hvad der venter dig forude. Sådan lyder scenariet på første del af eventyret.
Et au pair-job er det ideelle valg for mange unge, som vil kaste sig ud i rejseeventyret. Det er én af de få rejsemuligheder, der ikke forudsætter en stor pengeopsparing. Man er på forhånd sikret kost og logi, men til gengæld ved man ikke, hvad man egentlig kommer frem til.
Jeg skulle modtages af en 4-årig pige og hendes enlige mor. Moderen var direktrice hos den største parfumebutik i Nice og havde en stor lejlighed i midtbyen. For mig lød det i starten som en attraktiv au pair-reklame.
Smeltede g-strenge
Det gik da også fint de første dage, for da var jeg på ferie. Men så skulle man heller ikke more sig længere. Jeg blev gjort opmærksom på opslagstavlen i køkkenet: Et 4-timers dagligt rengøringsprogram udover al børnepasningen!
Jeg fandt ud af, at der herskede lidt af en strygemani hos familien. Selv sokker, vaskeklude og g-strenge kom under det brændende jern. Engang kom jeg til at smelte direktricens g-streng, men eftersom jeg var herre over strygejernet, fandt hun ikke ud af det. Hun nåede heller ikke at tælle dem, inden jeg kom væk. Med min gode vilje holdt jeg nemlig ud i tre uger, men så snart en ny mulighed blinkede til mig, tog jeg chancen. Au pair-kontoret, som i første omgang havde sat mig i kontakt med familien, fandt hurtigt et nyt arbejdssted til mig.
Der er hjælp at hente
Der findes organisationer, som arbejder med au-pairs og værtsfamilier. Det betaler man lidt for, men hvis der opstår et problem, så har man (til forskel for sin biologiske familie) mulighed for at finde et nyt hjem. Selvfølgelig skal man være tolerant og åben overfor ændringer - ellers nytter det ikke at rejse ud i verden. Men det sker, at au-pairs bliver udnyttet, og det skal man bestemt ikke finde sig i. Regnes det ud hvor meget rengøringsfolk får i timen i forhold til au pairs, så har man straks forstået det.
Anden gang var heldet med mig. Hos den næste familie var au-pair ikke lig med rengøringsslave. Jeg tog mig af to sjove drenge på 9 og 10 år. De så op til mig eftersom jeg var deres første au-pair med mobiltelefon, og fordi jeg tit var med på at lave lidt ballade. Problemet var bare, at jeg skulle flytte med ungerne hver anden uge, eftersom forældrene var skilt. Men det var til at overleve.
Og jeg var endnu mere heldig: Ingen aftenvagter. Hver eneste aften stod på bytur i ’Vieux Nice’, hvor de fleste au-pairs, sæsonarbejdere og de lokale mødes i de mange pubs over lidt humlekonsumering i international atmosfære.
Fransk læres bedst i franske omgivelser
Menneskedyret tilpasser sig hurtigt sine nye omgivelser, og sådan lagde rytmen sig nemt på plads: 3 timers søvn – kl. 7 gøre ungerne klar og følge dem i skole, kl. 8 sengen kalder, en lille times rengøring, mødes med vennerne i byen, fitness, hente ungerne ved 18-tiden og tilbringe et par timer med familien, smøre krigsmalingen på og ind til byen til de andre festtørstige.
Egentligt var jeg blevet oplyst hjemmefra at franskundervisning var obligatorisk, men skolen var dyr, og med en løn på 1700 francs pr. måned kunne livet nemt blive kedeligt. Så min veninde og jeg besluttede at overbevise au pair-kontoret om, at fransk kunne læres på mere autentisk måde. Det fornuftigste var nok, at bruge pengene på aftentimer i ’ægte’ franske omgivelser over et par flasker fransk vin. Au pair-livet er altså ikke altid lutter lagkage, men er man snu, kan det blive det...!
Udskriv
Forrige
