Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

At rejse er at leve…

Af Annette Eriksen - se skribentprofil

Flere og flere studerende tager på studieophold i udlandet. Først og fremmest er det for at komme ud og opleve verden. Derudover har mange i baghovedet, at et studieophold i udlandet ikke ser dårligt ud på CV’et. Her fortæller Benedicte Veng Christensen om sit studieophold.

27-årige Benedicte Veng Christensen har en markedsføringsøkonomuddannelse, som hun har kombineret med en multimediedesigner uddannelse. Nu læser hun økonomi og marketing på Southampton University, England – og det har hun en masse at fortælle om.

Fortæl om dine årsager til at læse i England og hvorfor du valgte det studium, som du gjorde.
”Min drøm har altid været at komme til at læse i England. I bund og grund har det altid lydt lidt eksotisk. Om efteråret hvor der er diverse messer omkring videreuddannelse, var jeg rundt for at høre, hvad jeg kunne læse videre inden for. Her var Southampton Institute repræsenteret og var mere imødekommende i sammenligning med andre universiteter.

Mit valg af studium var ikke helt mit eget ønske. Jeg ville gerne kombinere mine to danske uddannelser i og med, at mulighederne er større herovre, troede jeg. Dette var bare ikke tilfældet. Grunden til det er, at i England tager man ikke nye studerende ind på tredje året, medmindre der foreligger en samarbejdsaftale med et dansk universitet. I mit tilfælde søgte jeg for mig selv, hvilket også gjorde ansøgningsprocessen en smule mere indviklet. Hele processen omkring det at skulle finde ud af, hvad man kan studere, er en indviklet sag. For der er så mange valgmuligheder. Det betyder dog ikke, at man umiddelbart kan få sit ønske opfyldt.”

Var det svært at blive optaget?
”Det var ikke svært at blive optaget. Derimod var det svært at blive optaget på det studium, jeg havde som førsteprioritet. Faktisk var det en umulighed. Grunden til det var, at jeg kom udefra og gerne ville optages på tredje året af en uddannelse. Det kunne ikke lade sig gøre. For som de fortalte mig, havde jeg ikke haft de samme fag på deres første to år som de engelske studerende. Derfor måtte jeg slå mig til tåls med at tage en overbygning.”

Hvordan har du betalt for dit studieophold?
”Det er vigtigt at gøre sig seriøse overvejelser om hvordan ens økonomi vil se ud, i den tid man er ude. For det er ikke nogen billig fornøjelse. Derfor er det en god ide at være tidligt ude med at søge legater, hvilket jeg har været så heldig at få. Start gerne i efteråret inden du skal af sted det følgende år. Der skal nemlig skrives rigtig mange ansøgninger, og så er det ikke engang sikkert, at man kommer i betragtning.”

Hvordan har du fundet et sted at bo?
”Det var der faktisk ingen ben i. Southampton Institute har tilknyttet nogle kollegier.
Det er meget dyrt at bo på kollegium. Jeg betaler £85 om ugen for ca. 10 kvadratmeter. Der er også lige presset et bad og toilet ind på de få kvadratmeter. Så det kan nogen gange føles lidt klaustrofobisk, men jeg har nu lært at leve med det.”

Hvordan har udlandsopholdet været rent socialt set?
”Jeg har fået mange venner fra hele verden, men englænderne har ikke rigtig været så snaksaglige. Hvorfor er mig en umulighed at svare på.”

Kan du mærke en stor forskel mellem dig og de andre studerende?
”Mine klassekammerater er omkring 20-21 år. Herovre starter man med at studere lige efter man har sluttet sin A-level (svarer til gymnasiet). Det vil sige, de starter på universitetet som 18 – 19 årige. Samtidig kommer de direkte hjemme fra mors kødgryder. Det kan man godt mærke. For det er ofte meget svært for dem, at gøre rent efter sig. Derfor ligner det ofte en svinesti i køkkenet.”

Er det svært at følge med i undervisningen rent sprogligt?
”I starten havde jeg da mine problemer specielt med en lærer, som kommer fra Irland. Det var ikke altid lige nemt at fatte, hvad han sagde. Som tiden er gået, er der ikke længere nogen ben i det.”

Føler du, at du har fået noget ud af dit studium?
”Jo, jeg har lært hvad det vil sige at lave research for at kunne skrive en opgave. Derudover synes jeg ikke, at niveauet virker så højt som i Danmark.”

Har dit forhold til England (og englændere) ændret sig?
”Kulturmæssigt er det ikke så meget anderledes end Danmark. Så det har ikke været en stor omvæltning at komme herover. Alligevel har mit syn på England og englændere ændret sig. For det første er de meget bureaukratiske, og alt skal bare gå efter reglerne. For det andet taler englændere ikke særlig meget med hinanden og andre. Det vil sige, at de er meget svære at komme i kontakt med og ind på livet af.”

Hvordan ser fremtiden ud? – vil du søge job i England eller kommer du hjem til Danmark?
”Pt. ser mulighederne inden for mit felt (markedsføring) ikke så godt ud i Danmark. Jeg vil derfor i første omgang prøve, at finde et job herovre.”

Vil du anbefale andre at læse i udlandet?
”Ja, selvom det er anderledes end at læse i Danmark, har det været det værd at komme herover.”

Fortæl den bedste/værste oplevelse ved at læse i udlandet?
”Den bedste oplevelse er alle de søde mennesker, jeg har mødt, og hvad jeg har foretaget mig med dem. Den værste oplevelse er nok, at der ikke er ryddet op på køkkenet, og at mit værelse er så forbandet småt, at man ikke føler, man har noget privatliv. I forbindelse med studiet er det, at man skal følge reglerne til punkt og prikke.”

Hvis du er interesseret i at læse i udlandet, er det altid en god ide at kontakte din udlandsvejleder på studiet så tidligt som muligt i forløbet. På den måde er du mere sikker på at få opfyldt dine ønsker og dermed blive rigere på en masse spændende oplevelser.

Der er mange legatmuligheder, som også er værd at bruge tid på. Du kan finde legater her på so.dk og sikkert også på din egen uddannelsesinstitution.

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Artikler i temaet:

En oplevelse for livet

Brev fra et fremmed land 1

Brev fra et fremmed land 2

Brev fra et fremmed land 3

Brev fra et fremmed land 4

Praktik i udlandet 1

Praktik i udlandet 2

Kan man lære at leve lykkeligt?

Harvard er kun for rige folks børn - eller er det?

Forbered din økonomi

Studying in Denmark...

Alternative universiteter

Andre sider på nettet:

Ud i verden
CosmoMind

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk