Kære alle sammen,
Som følge af, eller på trods af, min ødelagte selvtillid, konstaterede jeg i slutningen af sidste brev, at italienske mænd heldigvis er opmærksomme på min tilstedeværelse. Det til trods for dårligt tøj, hår etc. Og lad mig med det samme sige, at opmærksomhed er godt! Man skal sætte pris på det, man kan få.
Bryster, baller, lår
Men selvom opmærksomhed er godt, så kommer der alligevel et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor hun bliver nødt til at krybe til korset og konstatere, at hun er træt! Og jeg er træt! Træt siger jeg jer!
Jeg er træt af at blive reduceret til bryster, baller, lår. Jeg bliver nærmest aggressiv, når jeg modtager kysselyde fra mænd, der for længst har nået en alder, hvor man helst vil glemme, at de har en seksualitet.
Jeg er træt af, at små italienske biler sætter farten ned og dytter, når jeg mindst venter det. Som om der er noget sexet ved at se en forfjamsket, kakiklædt blondine springe for livet. Hvad tror de i øvrigt? Tror de, at jeg vil kaste mig vild og voldsom ind på bagsædet af deres FIAT 500 for at ’få en tur’?
Men mest af alt er jeg træt, Træt, TRÆT af folk, der skriger ”Bionda” (blonde/blondine, red.) og bruger min ærgerlige hårfarve til at komme i kontakt med mig. Hvad er det for noget? Jeg ruller da heller ikke vinduet ned på min cykel og råber ”Neger!” efter andre mennesker.
Et teoretisk modtræk
I teorien skulle det ikke være så svært at komme opmærksomheden til livs. Jeg har nemlig lagt mærke til det trick, som italienske piger benytter sig af. Vi taler ikke om at lade være med at barbere ben og armhuler. Nej, det hele handler ganske simpelt om at ignorere udråbene og i stedet kigge på ingenting eller ned i jorden. Og det prøver jeg så – altså at kigge ned i jorden. Jeg lader være med notere bilerne, der tager en ekstra tur i rundkørslen. Det hele går efter planen. Eneste minus er, at jeg er kommet til at fremstå temmelig fjendtlig med blikke rettet mod brostenene og en mine, der kan slå ihjel. En udvikling jeg ingenlunde er tilhænger af. Når alt kommer til alt, har jeg faktisk ikke lyst til at være en kold skid. Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal ændre fuldstændig væremåde, bare fordi jeg ikke ligner en italiener.
Den behagelige løsning
Måske skulle jeg få mig en kæreste. Jeg mener for at signalere, at her er optaget! Jeg kunne eventuelt forsøge at få Sebastian på krogen. En tysk Erasmusstuderende der færdes i min umiddelbare nærhed. Problemet med 'Projekt Sebastian' er desværre, at han som tysker har et lidt mere jordnært(læs: naturligt kritisk) forhold til blonde piger, hvilket ikke falder ud til min fordel! Ja, og så var der lige det med hans kæreste…
Men alle disse vanskeligheder til trods er det forsøget værd. For hvis det lykkes at få Sebastian på krogen, så ved jeg i det mindste, at jeg kender én person i Italien. En beroligende tanke her inden turen går til Torino. Inden jeg igen er overladt til mig selv, og inden jeg på egen hånde skal se et nyt studie i øjnene.
Mange hilsner,
Ax
Udskriv
