Der er stadig mange undervisere, som rynker på næsen, når de læser en fodnote, der henviser til Internettet. For folk af ’Den Gamle Garde’ er det stadig viden i boglig form, som er i højsædet. Informationer skal kunne citeres og deres ophavsmand stilles til regnskab. I den henseende giver Internettet problemer, fordi der er så mange skiftende adresser. Nye kommer hele tiden til og gamle forsvinder. Hvis man vover at citere fra en privat hjemmeside om et emne, er det derfor en god ide ikke alene at referere til web adressen i sin fodnote, men ligefrem at printe siden ud og vedlægge den i sin appendiks til opgaven. På den måde kan underviseren danne sig et overblik over, hvordan man er kommet til sine oplysninger og konklusioner.
Men der er heldigvis også hjemmesider, som man kan være mindre bange for at hente oplysninger fra. Det er specielt avisernes. Her oplever man, at det er 100% legitimt at hente og citere oplysninger. Aviserne står ikke alene inde for hvad de trykker og lægger ud på nettet, men de har også særdeles brugervenlige søgemaskiner og omfattende databaser om alt mellem himmel og jord.
Med alle de forskellige typer af artikler, der findes, er det svært at forestille sig et emne, som ikke er blevet behandlet som enten nyhed, kronik, feature, notits eller anmeldelse på et eller andet tidspunkt.
Nedenfor er eksempler på fem forskellige avisers arkiver og mulighederne i dem:
The Guardian
Storbritanniens populæreste web-avis. Den har et omfattende arkiv af artikler og det er gratis at søge i. Man kan søge på overskrifter eller indhold eller på datoer, for hvornår artiklen var i avisen.
http://www.guardian.co.uk/Archive/
The New York Times
Her kan man gratis søge på artikler, som har været i avisen inde for den seneste uge. Skal man længere tilbage i tiden koster det penge at hente artiklerne. Men databasen er omfattende og avisen kører forskellige tilbud. Med søgemuligheder i både datoer, enkelte dele af artiklerne og specifikke ord eller ordvalg er det værd at undersøge.
http://search.nytimes.com/search/
Dagbladet Information
Det danske dagblad Information har også et glimrende arkiv. Det findes på hovedsiden ved at klikke på ’Arkiv’. Søgekriterierne er dog lidt primitive; der kan kun søges på nøgleord.
http://www.information.dk/
Politiken
Avisen Politiken har en stor database af artikler, som har været bragt på deres webside. Det er gratis at søge i de elektroniske artikler og resultaterne er som regel meget tilfredsstillende. Desuden har Politiken en database over artiklerne, som bliver trykt i den daglige avis. Denne artikelbase er mere omfattende, men koster til gengæld også penge at få adgang til.
http://www.politiken.dk
Berlingske
Berlingske Tidende har sammen med Weekend Avisen og BT en database, som man kan få adgang til på flere niveauer. Som abonnent kan man få et log-on navn og en kode og søge i artikler fra aviserne. Derudover kan man, hvis man ikke abonnerer, søge i artiklerne. Man betaler så 25 kroner pr. artikel man læser. Til professionel research tilbydes Berlingske Avisdata. Her er der et state-of-the-art søgesystem og artikler helt tilbage til 1990, men det koster også penge at få adgang til. Læs mere om databaserne på følgende web-adresser:
http://www.metropolarkiv.dk/
http://www.avisdata.dk/