Kyssede svigerfar og overmandet af flypersonale
Vi har alle vores små hverdagsuheld. Læsere, der morer sig over Bridget Jones og Nynne, har nok en cocktail af begge i blodet. Jeg kan da heller ikke hæve mig helt over denne uheldige gruppe. Første gang jeg mødte min x-kærestes far, ville han give mig et kys på hver kind. Selv regnede jeg med et knus. I sidste øjeblik fattede jeg hans franske attitude og spidsede læberne, selv om jeg ufortrødent fortsatte knus-bevægelsen og fik indfanget hans læber i et stort kys.
Engang forsøgte jeg at presse en hudorm ud i nærheden af mit øje. Det var meget smertefuldt og mit øje protesterede vildt. Jeg troede, at jeg var ved at blive blind af infektion, indtil min læge faderligt forklarede mig, at der var tale om tårekanalen. Jeg har også formået at blinke frækt med selvsamme øje til en flirt på den anden side af gaden efterfulgt af headbanging mod en lygtepæl. Jeg nåede lige at se drømmefyrens smil stivne, før det blev mørkt! Eller hvad med dengang i flyet, hvor jeg (mere end småfuld) blev overmandet af personalet, da jeg forsøgte at åbne ’vinduet’, fordi jeg ville have lidt frisk luft?
Bridget, Nynne og Stockmann
Kvinder mellem 20 og 40 år klukker over dagbøgerne om Bridget Jones og Nynne, der leder efter kærlighed, men konstant kludrer i den og har problemer med at iscenesætte sig selv som ’Miss Perfect’. Det er ikke svært at genkende sig selv. Forfatterne til Nynnes Dagbog fortalte på Kulturnatten, at hovedpersonens oplevelser bygger på egne og veninders uheldige historier.
Nu får vi ’pinligomater’ imidlertid noget nær den ægte vare med bogen ”Ny forelskelse og andre cykelstyrt: udvalgte ansigtstab” af den 31-årige Camilla Stockmann. Det er en samling af klummer fra Eurowoman. Her fortæller hun blandt andet om at gå rundt til en reception på Politiken med nederdelen i trussen og om en jobansøgning, hvor en recept ved et uheld røg i konvolutten. Og det var ikke en hvilken som helst recept – men én mod underlivssvamp! Hun fik dog jobbet. Og redaktøren.
Uheld af den lattermilde slags
Os, der har svært ved at undertrykke et fnis, når der går ild i vennens hår, er nok lidt morbide af natur. Den danske humor er kendt for at være selvironisk og bidsk. Hvor svenskernes vittigheder handler om nordmændenes dumheder og omvendt, peger vi på os selv – (og) århusianerne. Måske Janteloven har gjort det til en del af vores natur at være selvudslettende. Et indbygget overlevelsesinstinkt har lært os at slå en skraldlatter op, når vi tager den på røven i sølet. Den nye chick flick-litteratur giver skadefro mulighed for uset, at slå en det-kunne-være-mig-men-det-er-det-heldigvis-ikke latter op.
Befriende, modigt eller kvalmende?
Hvad skal man mene om denne bekendelseslitteratur? Er det ekshibitionistisk og navlebeskuende, eller er det befriende og modigt at turde udstille sig selv? Det er nok begge dele.
Det er en prøvelse at være omkring de tredive og både kæmpe for at negle drømmejobbet og prinsen på den hvide hest. Så er det rart at grine af Bridget Jones, som heller ikke kan overholde en slankekur og kommer ud i nogle kiksede arbejdssituationer. Eller af Nynne, der også roder, ser lidt for dybt i flasken, går amok til julefrokoster og laver lister over krav, som hun konstant bryder.
Jeg skal helt klart have fingrene i Stockmanns klummesamling (kan skjules bag den ulæste Ulysses) og se filmatiseringen af Nynnes Dagbog. Men hvis alle begynder at gå rundt på børnehave-manér og sige ”Så så man lige mig”, bliver det for navlebeskuende i længden. Og så er kvalmegrænsen nået. For så er man pludselig ikke perfekt, hvis man ikke også er lidt kikset. Og hvor er det sjove så henne?
Udskriv
Forrige
