Her forleden dag, da jeg stødte ind i en gammel klassekammerat, gik det op for mig, at han var grunden til, at jeg fandt ud af, hvad lykke er for noget. Han hedder Bo, og jeg husker ham tydeligt. Især fordi vi som børn ofte var nede for at besøge hans far, som boede i Flensborg, hvilket alene på grund af de titaniske depoter af slik, som landets supermarkeder flød over med, var en overmåde populær begivenhed. Men især husker jeg det, fordi min vens far boede i Oluf Samson Gang, Flensborgs svar på The Red Light District, en lille, smal gade fyldt med ludere.
Og når vi så var dernede på besøg, sad Bo og jeg og studerede luderne nede i gaden. Især hende lige overfor husker jeg tydeligt. Hun sad i sit vindue med sine store fregnede patter liggende på en pude i vindueskarmen, mens hun åd hakkebøf og ventede på kunder. Og når der så var kunder i butikken, skubbede hun hakkebøffen til side, trak gardinerne for, og ti minutter efter sad hun der igen og åd videre. Det var mit første indtryk af sex: En kynisk, men hyggelig lille beskæftigelse mellem to mundfulde kød.
Men da jeg altid har holdt mine følelser og mit privatliv fuldstændig adskilt, påvirkede disse oplevelser mig ikke synderligt, og det var først flere år efter, at det gik op for mig, hvordan min barndoms oplevelser havde lært mig noget om livet. Og ikke mindst lykken. For uanset hvordan man så vender og drejer det, består livet ikke af ret meget andet end at skubbe et behov til side for et andet. Og får man plads til det hele, er man tilfreds – men jo ikke nødvendigvis lykkelig. Lykken består efter min mening af nogle ganske små, ubetydelige ting. Det kan godt være, at min barndoms luder blev mæt og tilfreds i op til flere henseender, men lykken må alligevel være at komme tilbage og opdage, at ens hakkebøf ikke er blevet kold. Meget mere skal der nok ikke til. Det var det, denne erindring mindede mig om: Lykken er den lille uforudsete detalje, der redder ens dag. Eller mere konkret: Lykken er et hurtigt knald og en hakkebøf.
Det er med andre ord de små ting i livet, det handler om. En diskret tanke, der pludselig sætter tingene i perspektiv. I dag kan jeg f.eks. blive lykkelig bare af at drikke en øl. Bare det at tømme den. Da jeg var barn, sagde min mor nemlig altid til mig: ”Husk nu at drikke ud – bare tænk på alle de ædru børn nede i Afrika.” Og i dag tømmer jeg min øl med glæde og tænker på, hvor godt jeg har det. Det handler om at tænke positivt. Konstruktivt.
Jeg tror f.eks. stadig på, at Yasser Arafat kan nå at komme i bedring. Selv om hans tilstand er ret kritisk, tror jeg godt, det kan vende igen. Hvordan ved man overhovedet, at han er død? Han har jo gået rundt og lignet en leverplettet ørkenrotte med et ditto plettet tørklæde i så mange år, at mumiernes gaze ligner Jean-Paul Gaultiers nyeste forårskollektion til sammenligning. Og så bor han altså også et sted, der kunne få en koldingenser til at føle sig helt hjemme. Jeg fatter ikke, hvordan nogen retsmediciner kan afgøre, om den mand er død eller levende. Personligt tror jeg, han lever, og jeg tror, han lever længe. Se, det er konstruktiv tænkning.
Og det er vigtigt at bevare sit gode humør. At formulere sin lykke i små bonmoter, der sætter sig fast. Jeg har personligt noteret mig, hvordan mit liv hænger sammen og så helt diskret identificeret det med lykke. F.eks.: Lykken er at få sig en uddannelse, man kun kan bruge til noget, hvis Hegel genopstår og får lyst til at skændes. Eller: Lykken er at drikke sig fuld og føle, at man trækker en lille smule fra hjernen og lægger det til sjælen. Og: Lykken er at vågne op hos en pige, man aldrig har set før, og opdage, at hun har idolplakater på væggene, penalhus med drengenavne på og en mor, der råber, at hun skal op og i skole. Eller måske bare: Lykken er en billig luder – ja, eller en, der er helt gratis: En kæreste.
Mange bruger kongehuset til at stimulere deres lykke eller måske kompensere for deres mangel på samme. Og jeg ved godt, at det stort set kun er Prins Joachim og mig, der aktivt kæmper mod monarkiet, men jeg vil mene, at mange kunne blive langt lykkeligere, hvis de skiftede deres lykke-idealer ud. Man kan godt være glad, selv om man er grim og selv om man har hø i stedet for hår og en stemme, der irriterer andre mennesker. Tænk bare på Lillebror fra Ingrid og Lillebror. Eller Anna fra Anna og Lotte. Eller Tue West fra Hundested. Og man behøver heller ikke være sur, bare fordi man bor i et hul. Jeg har boet steder, hvor Saddam Hussein aldrig ville blive fundet, uden at jeg var decideret ulykkelig. F.eks. Odense.
Under alle omstændigheder skal vi måske snart til at finde nye skabeloner for lykken, nye idealer og nye mål. Og så skal vi nok komme i fjernsynet en dag og blive forbillede for alle de andres lykke. Det er bare om at fokusere på de små ting her i livet, fuglene, blomsterne, kameralinsen. Og så huske at smile.
Udskriv
Forrige
