For de fleste bliver det ved barnedrømmen, men for Andreas Bak på 22, er fodbolddrømmen godt på vej til at gå i opfyldelse. BK Frem havde nemlig ikke svært ved og se talentet i den 1,96 høje angrebspiller, da klubben i foråret 2005 sikrede sig kontrakt med ham.
Egentlig havde Andreas ingen planer om at blive professionel fodboldspiller. Han var lige begyndt at læse humanistisk international basis på RUC, da det lige pludselig gik stærkt. Fra at være en hel almindelig ung studerende, der spillede fodbold i sin fritid, blev han lige pludselig ringet op af flere interesserede klubber.
Kontrakten
”Jeg syntes at Frem virkede som en god klub, og det synes jeg, stadig den gør, så jeg regner da med at blive efter sommeren”, fortæller Andreas, der er glad for at spille for Frem. Han kan godt lide, at kontrakten hos Frem giver ham mulighed for både at spille fodbold og studere samtidig. ”Jeg var i gang med at læse på RUC, da jeg skrev kontrakt med Frem. Så vi havde en klar aftale fra start af om, at jeg kunne få lov til at få fri om mandagen, hvor jeg vidste, at jeg skulle til forelæsninger.”
Fodbold på deltid
At få studium og fodbold til at gå op i en højere enhed kan alligevel være lidt af et puslespil. Det er ikke altid til at sige hvor meget tid der går med at spille fodbold. Specielt når kampene spilles langt fra København, kan det godt tage tid. ”Det er hårdt i øjeblikket. Vi skal til at aflevere projekt. Heldigvis er min gruppe fine til at bære over med, at jeg også skal spille fodbold”, fortæller Andreas.
Hans plan er at gøre studierne færdige men lægger samtidig ikke skjul på, at fodboldkarrieren trækker. ”Indtil videre er min prioritering nok lige dele fodbold og lige dele skole, men hvis det begynder at gå rigtig godt med fodbold, sætter jeg gerne studierne på stand by. Jeg kan jo altid læse, hvorimod jeg kun kan spille fodbold i en begrænset årrække”, forklarer Andreas.
Og der er scoret!
Med et arbejde som angriber for et førstedivisionshold, forventes det, at man scorer mål, men det er dog langt fra noget, der efterlader ham søvnløs om natten. ”To mål er naturligvis ikke mange for en angriber, og jeg vil selvfølgelig gerne score nogle flere, men jeg ved ikke om jeg ligefrem får præstationsangst af det”, siger Andreas og smiler, da talen falder på hans præstation for Frem. Han var naturligvis glad for at høre, til et møde for nyligt, at de var tilfredse med hans arbejde og meget gerne ville fortsætte samarbejdet.
Ung og talentfuld
Som mange andre begyndte Andreas at spille fodbold på hobbyplan. Først i Hørsholm, hvor han kommer fra, og senere i Helsingør. Som tyveårig fik han et scholarship til et amerikansk college. Opholdet gav blod på tanden, og tilbage i Danmark besluttede han sig for at prøve at spille fodbold på et lidt højere niveau og startede hos HIK. ”Jeg havde aldrig spillet på et særligt højt niveau. Min kammerat, der spillede i en klub med et niveau, der var en del højere end der, hvor jeg spillede, spurgte, om jeg ikke havde lyst til at prøve det. Så spillede jeg et par kampe og scorede mange mål, og lige pludselig var der nogle andre klubber, som ringede til mig”, forklarer Andreas om den megen interesse, han lige pludselig oplevede.
Selv virker han stadig en anelse overrasket over den vending, hans liv pludselig har taget og værger sig en smule ved at komme med skråsikre udtalelser til spørgsmålet om hvornår man kan regne med at Morten Olsen ringer. ”Jeg synes, det kunne være sjovt, hvis det skete, men det er ikke sådan, at jeg går og regner med at komme på landsholdet. Det er jo først fra januar i år, at jeg har spillet på kontrakt, ellers har jeg bare spillet for sjov” slutter han beskedent.
Udskriv
Forrige
