Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

Fordomstesten - Tandlægeskolen

Af Redaktionen

Kvinden i kitlen gnægger hæst idet hun gør klar til at bore. Heks eller hjælpende ånd? Studerende Online har testet vores fordomme om tandlæger.

"Overlevelse på andres bekostning er da alle tiders!"

Navn: Nina Bonne, 27 år
Studiestart: 2004. Læste medicin inden og har fået meritoverført det første år
Undervisningstimer: ca. 24 timer om ugen
I byen: For tiden går jeg til eksamen, men ellers Jazzhouse, Aura og Leopolds


Synes du selv, det er rimeligt, at give hele kundekredsen nye kroner, hver gang du trænger til en ny lystyacht at sejle på golfferie i?
”Det er så provokerende et spørgsmål, at jeg synes, det er en skide god idé! Det er jo overlevelse på andres bekostning - det er da alle tiders! Du indkalder jo bare og hiver det hele ud - og så bonner du og tager familien med på luksusferie til Sydfrankrig. Jeg tror ikke, det ville kunne forsvares juridisk, hvis det blev opdaget. Jeg tror også, at det er de færreste, der gør det. Det er jo deres egen business, og de er jo ikke interesseret i at få et dårligt omdømme. Man er jo interesseret i at gøre det godt.”

I må juble, nu tandblegninger er blevet hot - det er da en kanon fed indtægtskilde?
”Man skal jo følge med tiden. Nye bryster, ny næse og ny whatever, så hvorfor ikke også tandblegninger? Hvis der er en eller anden, der seriøst har det psykisk dårligt over at kigge sig selv i spejlet hver morgen, og der er en gul plet på tanden, og man kan afhjælpe det, så synes jeg da, det er fint. Man kan måske diskutere, hvorfor folk har det så dårligt over alle deres ting, men det er en helt anden snak. Men hvis folk bilder sig ind, at de simpelthen næsten ikke tør vise sig ude på gaden, så synes jeg bare man skal fyre en tandblegning af på dem.”

Følger I gæsteforelæsninger på frisørskolen for at lære at fyre intetsigende snak af til alle kunderne?
”Jeg tror man skal tage det som en venlig gestus. Det er jo bare for at få folk til at føle sig en lille smule velkomne. Fordi det hele er så sterilt, spørger man sådan lidt ind til, ja de samme som hos frisøren - hvad skal du i sommerferien og alt det der. Nu er vi også stadig så grønne, at vi koncentrerer os om arbejdet. Vi snakker meget om, hvad der skal ske.”

Og lige siden, du som barn løb rundt og så folk lide i dine forældres klinik i Rungsted, så har du ønsket at blive tandlæge?
”Nej, men det har vist sig, at jeg er blevet helt vildt glad for alt det praktiske. Det er jo et håndværk, og det er faktisk også et ret kreativt fag. Det hører man aldrig om ude i omverdenen. Det er kreativt, fordi vi sidder to gange om ugen i et formningslokale og øver os på at lave kroner, sliber og pudser og laver nye fortænder. Altså ikke på patienter, men hvor vi øver os, sådan at det ser rigtig flot ud. Jeg synes, det er fedt, hvis der kommer en eller anden ind, hvor det hele er smadret og så få det bygget rigtig flot op igen.”

"Det hedder jo assistent og ikke klinikslave."

Navn: Adam Gade Ellesøe, 23 år
Studiestart: 2001
Undervisningstimer: omkring 40
I byen: Mest i fredagsbaren eller der hvor de studerende har har fået fribilletter



Synes du selv, det er rimeligt, at give hele kundekredsen nye kroner, hver gang du trænger til en ny lystyacht at sejle på golfferie i?
”Jeg vil helst ikke hænges op på det, men jeg mener, der er lavet undersøgelser om, at nogle unge tandlæger eller tandlæger, der lige har overtaget en praksis og skal betale af på et lån, er meget glade for at tage en del røntgenbilleder og sådan noget. Men man går ikke ind og behandler en sund tand. Jeg tror tit sådanne forestillinger opstår, fordi tid er penge, ligesom i så mange andre fag. Så sker det måske, at patienten ikke bliver informeret ordentligt og tandlægen bare arbejder derudaf. Men jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at når tandlægen vælger at bore, så er det fordi, der er en indikation på, at der er behov for det.”

Et erhverv, hvor man bliver rig på andre folks lidelse – sover du godt om natten?
”Jeg sover fint. Man bliver også rig på at hjælpe dem af med deres lidelser. Vi arbejder også meget og studerer længe, så jeg synes, at det er fint nok. Mange ser det jo som en dobbelt smerte. Først bliver de pint og bagefter får de en kæmpe regning. Men sådan ville det jo også være, hvis man fik en regning, hver gang man skulle til læge.”

Forventer I egentlig at få svar på alle de spørgsmål, I stiller til ens privatliv, når I kan se, man har munden proppet med vattamponer?
”Jeg tror, det er lidt en arbejdsskade. I starten tænker man – sådan vil jeg aldrig blive, og det vil jeg aldrig gøre – men det bliver sgu’ hurtigt lidt ensomt, hvis man ikke har nogen at snakke med, mens man sidder og arbejder. Så faktisk snakker man mere eller mindre ud i luften, og så forventer man egentlig ikke et svar. Måske et grynt eller en nikkende bevægelse eller noget i den stil, men det er rigtigt nok. Det kommer bare, jeg kan ikke lige forklare hvorfor.”

I andre erhverv er man begyndt at have en mere flad virksomhedsstruktur – men I satser vel på at bevare herre-slave forholdet til klinikassistenten, ikke?
”Der er jo en grund til, at det hedder assistent og ikke klinikslave. Men det er jo klart, at det kan blive opfattet sådan, hvis det er en travl dag og tandlægen måske glemmer at bruge alle de her ”be’ om” og ”vil du ikke nok” og nærmest kommanderer rundt med klinikassistenten. Man kan jo sige, at det er det hun får sine penge for. Det er jo klart, at man skal kunne lide at være, hvor man arbejder, og det er selvfølgelig ikke en god ting, hvis klinik assistenten føler, at der bliver hundset rundt med hende.”

"Jeg tror ikke, folk regner os for sadister"

Navn: Kasper Boel, 24 år
Studiestart: 2002
Undervisningstimer: ca. 40 timer
I byen: "Jeg går ikke så meget i byen, men hvis jeg tager i byen har jeg ikke nogen præferencer – jeg følger bare med."




Synes du selv, det er rimeligt, at give hele kundekredsen nye kroner, hver gang du trænger til en ny lystyacht at sejle på golfferie i?
”Nej, det synes jeg ikke er retfærdigt. Jeg kunne ikke forestille mig, at nogen kunne finde på det. Men det er da en fordom, der lever. Det er fordi, det er dyrt at gå til tandlægen. Fordi staten ikke støtter lige så meget som hvis du for eksempel brækker en arm, så bliver alt betalt, men hvis du falder på cyklen og slår alle tænderne betaler du selv.”

De fleste regner jer jo for sadister…
”Jeg tror, det er udtryk for en humoristisk indstilling til det at gå til tandlægen. Fordi det kan gøre ondt, og fordi, det er et meget intimt område, der bliver arbejdet på. Man har ikke selv kontrol over den smerte, der følger med, og derfor tror jeg, det er noget, man siger for sjov. Jeg tror ikke, at der faktisk er nogen, der tror, at vi er sadister. Det kunne jeg ikke forestille mig. Nogen gange er det nødvendig for at det lykkes, men jeg tror ikke at der er nogen der rent faktisk nyder at få det til at gøre ond på patienten, tværtimod.”

Følger I gæsteforelæsninger på frisørskolen for at lære at fyre intetsigende sludder af til alle kunderne?
”Kommunikationen er en anelse anderledes for en frisør end for en tandlæge. Det er sådan rimelig meget envejskommunikation for en tandlæge. Hos tandlægen sidder man i en stol med ting i munden, hvor det er mere en samtale på frisørskolen. Man stiller nogle spørgsmål, og lige når man fjerner nogle ting fra munden, får patienten lov til at svare. Der er ikke så meget kommunikation mens behandlingen er i gang - det er mere før og efter.”

I andre erhverv er man begyndt at have en mere flad virksomhedsstruktur – men I satser tilsyneladende på at bevare herre-slave forholdet til klinikassistenten?
”Jeg tror ikke, der er nogen, der synes, det er fedt at være på en arbejdsplads, hvor man bliver banket rundt, med mindre man er til det, og det er jo de færreste, der er. Man får det bedste samarbejde, hvis man har nogle medarbejdere, der synes, det er et rart sted at arbejde. Det får du nok ikke ved at være for dominerende. I de fleste tilfælde kan du rent faktisk ikke arbejde uden hjælp fra en klinikassistent. Der er simpelthen nogle behandlinger du ikke kan lave, fordi der ikke er en til at hjælpe og servere dig de ting du nu skal bruge.”

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Vidste du at...

Odontologi (græsk) er læren om tænder og mundens helse og sygdomme

Der var 609 ansøgere til tandlægestudiet i 2004, hvoraf 106 blev optaget

Karaktergennemsnittet for kvote 1 ansøgere er 9,1

Byggeriet af Panuminstituttet blev påbegyndt i 1971

Tandlæger ofte bliver inviteret på date af deres patienter

Manglende brug af tandtråd kan give tandkødsbetændelse og paradentose

At majoriteten af klinikassistenter er kvinder

Læs også:

Fordomstesten - DTU

Fordomstesten - Humaniora

Fordomstesten - Jura

Fordomstesten - Politskolen

Fordomstesten - Teologi


 

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk