Tårnet og klokken
Anne er kirketjener i Nathanaels kirken på Amager. Her står hun for at rulle kister ind og ud og sørger for, at dem, der har glemt teksterne har en salmebog. At jeg har valgt at sætte hende stævne i den gamle kirke på Holmbladsgade er dog ikke motiveret af hendes formidable evne til at rulle kister, men fordi hun har det ganske vigtige job at få ringet solen på plads til rette tid.
Nathanaels kirken er en af de få kirker, hvor man stadig ringer solen ned manuelt. De fleste andre kirker har bare en knap, der sætter klokkerne til at ringe de fire minutter, en såkaldt solringning varer. Men her i kirken skal Anne op i tårnet og hive i klokkestrengen og bimle med klokkerne i tre minutter, efterfulgt af ni bedeslag. Som alle ved, er det af ganske stor betydning, at solen indfinder sig til rette tid, og man forstår godt, at mange har valgt at sætte deres lid til teknologien. Anne kan dog fortælle, at det endnu aldrig er sket, at hun er faldet i staver og har glemt, hvor langt hun er nået i ringningen.
Teori og praksis
Ud over arbejdet som kirketjener er Anne studerende ved Københavns Universitet, hvor hun læser teologi. Hun mener, at jobbet tiltrækker en del teologistuderende, fordi det er en god indgang til, hvordan folkekirken fungerer. Hun forklarer: ”Hvis man senere har lyst til at blive præst, så kender man de forskellige funktioner inden for kirken. Hvordan den er opbygget, hvordan personalet fungerer i forhold til menighedsrådet og alle de der ting.” Men for Anne har netop det at få et nærmere indblik i kirken fået konsekvenser for hendes uddannelse. Hun synes, at arbejdet har været en fordel i forbindelse med studiet, og hun har lært meget af koblingen mellem teori og praksis. Men hun har også fundet ud af, at hun næppe vil egne sig til at være præst. Derfor har hun valgt at læse dansk som hovedfag og beholde teologien som sidefag.
Grosbøll og præstegerningen
En af de indsigter, som var med til at afgøre Annes beslutning, var, at arbejdet som præst ikke bare er et arbejde, men en livsstil. Det er noget, man skal dedikere sit liv til. F.eks. stilles der store krav til præsten, og det kan være svært at adskille arbejdet fra den private person. ”Folk har stadig mange forventninger til hvordan en præst skal være, og så er det heller ikke sikkert, at jeg ville kunne holde mig inden for grundlaget, apropos en meget kendt sag…” (Grosbøllsagen, red.), forklarer Anne og smiler.
Selvom studiejobbet som kirketjener er godt, er det heller ikke Annes intention at blive inden for faget. ”Det er et studiejob og gode penge. Men jeg håber ikke, at min karriere topper nu - al respekt”, griner hun.
Er Gud i huset?
For mange er kirker sådan en lidt underlig størrelse, som man kun kommer i til bryllupper, begravelser og måske juleaften. Og så har man måske besøgt et par kirker, hvis man har følt trang (eller pligt) til en kulturel oplevelse på en rejse sydpå. Steder hvor tro og religion ofte er noget ophøjet og mystisk noget, og hvor alle går rundt og hvisker.
Anne anser til gengæld ikke kirkerummet for specielt helligt og griner uhøjtideligt, mens hun forklarer: ”Kirken er kirken, fordi vi er nogen mennesker, der samles der og tror.” Hun understreger dog samtidig, at man skal have forståelse for, at der kommer mennesker i kirken, der har et trosforhold.
Ding, dong…
At have ansvar for om solen går op og ned er en stor sag, men det har efter vores snak vist sig, at det kun er en lille del af arbejdet som kirketjener – og så vildt synes Anne sådan set heller ikke selv, det er. ”Vigtigheden er jo noget, vi lægger i det”, vurderer hun. Og om søndagen får solen da også lov til at passe sig selv. Her ringer man nemlig kun til højmessen, for at få folk til at komme i kirken.
Udskriv
Forrige
