Den er et uundgåeligt socialt fænomen i vores samfund: jubilæumsfesten. Folkeskoler, gymnasier, universiteter, gamle soldaterkammerater, folk man har boet på kollegium med. Enhver form for relation med andre mennesker, uanset hvor utålelig eller plat den var, bliver nogle år efter ophøjet til ”vores bedste år, der aldrig kommer igen”. Og i et kvalmende anfald af nostalgi og ufattelig selektiv hukommelse skal der nok være en eller anden overgearet person (som regel den gamle outsider), som af sit hjertes godhed påtager sig at samle alle folk igen til en omgang lambrusco og pindemadder i mindernes helvede.
Jeg er ikke bange for at sige det. Udsigten til at skulle til 10 års jubilæum fylder mig med frygt. En dyb rædsel ved tanken om at skulle lytte høfligt og interesseret i timevis til hvordan Dorthe fra parallelklassens skrigende unger fik eksem eller fysik-Jons udredninger om hans forskningsprojekt om astrale legemers bevægelse. Jeg får koldsved ved tanken om at rende ind i man-eateren Mette, der i sin tid personificerede udtrykket ”stang Bacardi” til alle vores fester, eller Henriette, som jeg stadig har dårlig samvittighed over fandt mig med hendes bedste veninde.
Men når jeg skal være ærlig, så er det ikke fortidens spøgelser, som plager mig mest. Det er tanken om at skulle genfortælle en halv milliard gange, hvad jeg så har udrettet i mit liv de sidste 10 år. Det er tanken om at skulle konfronteres med årgangens mønsterelev og høre, hvordan hun selvfølgelig læste sin uddannelse på Cambridge eller Harvard. Det er tanken om at møde Peter, der tjener kassen som investeringsrådgiver, eller Ulrik som tager med Zentropa til Cannes, når han ikke lige jetset-fester i København på diskoteker, hvor jeg har lige så meget forhåbning om at blive lukket ind, som en flodhest har chancer for at komme i Vesterbro Svømmehal.
Det er en Catch-22 invitation. Jeg har ikke lyst til at tage med til jubilæet, for at skulle ynkes af Louise, jurastudiets lys med en årsløn på 420.000 kroner, fordi jeg stadig lever af SU og baked beans, er ca. lige så fedt som et gratis spark i bollerne. Men at blive væk og lade som om jeg er ligeglad med, hvilke historier de andre så fortæller om mig, er endnu værre. Jeg er nærmest tvunget til at tage med. Så det er frem med sejrssmilet, der giver kramper i kæberne, det bedste tøj og en overbevisende smøre om, at de fire år jeg tørrede røv i en daginstitution, satte mig i fuldstændig balance og gav mig overblik over livets muligheder.
Og så går der forhåbentlig mindst 10 år, før jeg igen skal konfronteres med jubilarernes påståede sejrsgang gennem livet. Jubilæer er mere betydningsfulde præstationer end afgangseksamener.
Udskriv
Forrige
