Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

Studerende Mod Strømmen

Af Niels Tybjerg

Hvad er det, der får studerende til at arbejde gratis i deres sommerferie for noget, der mest af alt er kendt for Niels Olsen på lidt for slap line?

Elisa, Mikkel og Mathias er tre studerende som har valgt at bruge deres ferie på noget så gammeldags som at sætte en revy op. Nærmere bestemt årets Københavnerrevy, der skal spille i kulturhuset på Islands Brygge. Sammen med 40 andre, der primært er studerende, skal de forsøge at gentage sidste års succes, hvor revyen spillede for fulde huse på Bådteateret i Nyhavn og høstede rosende anmeldelser fra stort set samtlige større dagblade.

Teater Mod Strømmen
Elisa Kragerup, der er instruktør og grundlægger af teatergruppen ”Teater Mod Strømmen”, som står bag Københavnerrevyen, har efterhånden lavet revy i fem år. Hun var blandt andet med til at opsætte ’Studenterrevyen’ i 2000. Siden har hun og teateret været en tur i Tisvildeleje, dernæst på Bådteateret og er nu flyttet til større rammer på havnefronten, to minutters kørsel fra KUA.

For Elisa er det vigtigt at understrege, at man ikke skal forvente at se Cirkusrevyen om igen. Det er nemlig den mere politiske revy, som Teater Mod Strømmen står for. ”Ambitionen er at skabe teater, der forholder sig til sin samtid. Det er et forsøg på at få folk til at tænke over den måde, de selv lever på, meget gerne gennem latteren, for den gør folk aktive”, fortæller Elisa. Hun forklarer, at målet er at få folk ud af den dvaletilstand, hvor de går rundt og tror, at de ikke kan ændre på noget som helst i verden.

Høje ambitioner
Selvom det er studerende, der er de bærende kræfter bag Københavnerrevyen, så er der ikke nogen af dem, der betragter det som en amatørrevy og ambitionsniveauet er højt. ”Man kan sige, at skuespillerne kun er studerende, men nogle af dem kommer ud snart, så ambitionen for dem er jo klart, at der skal være et liv på den anden side af uddannelsen”, forklarer Elisa.

Også Mikkel Bechshøft, der læser medievidenskab, kan se fordelene ved det frivillige arbejde. Som produktionsleder er hans rolle at holde styr på alt, hvad der ikke har med den kreative proces at gøre. Det indbefatter alt fra at skaffe folk til det forskellige arbejde til at lave prøveplaner. Allerede på nuværende tidspunkt tager revyen en del af hans tid, men til sommer udvikler det sig til noget, der mest af alt minder om et ulønnet fuldtidsjob.

At det så nok er gået lidt ud over studierne, må man bare tage med, hvis man brænder for det og mener, at man kan bruge det til noget karrieremæssigt. ”Jeg gik ind i det fordi jeg brænder meget for at samle projekter, hvor en masse mennesker med forskellige baggrunde og forskellige kompetencer går sammen og bidrager med hver deres del”, fortæller Mikkel. ”At få lov til at være den person, der holder fast i alle trådene og sikrer, at det rent faktisk også sker noget, synes jeg er en rigtig spændende udfordring”, fortsætter han.

Støttefest med livemusik og barbecue
Men penge skal der til for at få revyen på benene, og derfor afholdes en støttefest til fordel for revyen lørdag den 14. maj. Også for støttefesten er ambitionsniveauet højt og Mathias Hansen, der er en af arrangørerne bag festen, har da også arbejdet på fuldt tryk med at arrangere den.
Selvom han ikke kan bruge erfaringerne med revyen til ret meget i forhold til sit studium, der breder sig over film- og medievidenskab til ingeniørstudiet, mener han dog at arbejdet i sidste ende kan give gevinst på flere fronter. ”Socialt har jeg fået et større netværk, og det er jo meget positivt”, beretter han.

Dette er helt klart også vigtigt for Mikkel. ”Der er ingen tvivl om, at netværket kan være det, der gør, at man måske får det næste job. Selvom der ikke er nogen penge i det endnu, kan det jo være, at der lige pludselig en dag ringer nogen, som rent faktisk kan tilbyde én løn, og det ville jo være helt fantastisk”. Han ser ligesom resten af holdet frem til festen på Ørkenfortet på Amager, hvor der bliver blæst op for alt fra loungestemning til livemusik fra den dansable genre og barbecue til den lyse morgen.

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Konkurrence

Vind 8 x 5 billetter til støttefest for teater mod strømmen. Svar på spørgsmålet ”Hvilken teatergruppe står bag Københavnerrevyen”. Send dit svar til konkurrence@modstrommen.dk

Om Københavnerrevyen

Københavnerrevyen spiller fra d. 16. juli til og med d. 2. august i Kulturhuset på Islands Brygge – lige ved havnebadet!

Læs mere om Københavnerrevyen og Teater Mod Strømmen på www.modstrommen.dk

Kom til støttefest for Københavnerrevyen på Ørkenfortet på Amager på lørdag d. 14. maj. Læs mere om arrangementet på www.modstrommen.dk, eller send en mail til pr@modstrommen.dk, så får du tilsendt en invitation.

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk