Jeg var i ZOO i fredags for første gang i et par år. Mens jeg gik rundt mellem burene opdagede jeg, hvor meget stedet har ændret sig, siden jeg var barn. Flere steder var der store opslagstavler om, hvor truet den græske skildpadde er gået hen og blevet, fordi strandene, hvor den skulle lægge sine æg, er overfyldt med turister, som sviner alting til med solcremetuber og tomme breezer flasker.
Man havde forsøgt at starte en indsamling til fordel for den græske skildpadde; højden af en klar søjle med røde bordtennisbolde skulle angive hvor mange titusinde kroner, der var kommet ind til den gode sag. Der lå seks bolde i bunden svarende til et par hundrede kroner. Og så slog det mig: For at overleve i dyrenes verden i dag skal man ikke længere kunne løbe hurtigere end gazellen, have større tænder end løven eller kunne skifte hudfarve som kamæleonen. Som børnene ræsede igennem tropehuset, som en gang gymnasieelever på speed, forbi montren hvor den store 50-årige skildpadde lå urørlig under en varmelampe og mest af alt lignede flæskestegen på min lokale grill, gik det op for mig at parameteret for at overleve i dag er nuttethed.
I sidste uge blev en transport med tusinder af panikslagne, forrevne og blodige mink stoppet ved grænsen. Selv om en dyrlæge måtte tilse flere af de stakkels kræ, måtte transporten ikke tilbageholdes. Havde det været en hestetransport havde tolderne blot behøvet en mistanke om, at hesten havde en smule halsbrand eller ondt i knæet, før chaufføren kunne anholdes og de ansvarlige stod til bøde eller fængsel. Men når det gælder tusinder af små, blodtørstige rovdyr, som vi helst ikke vil se på, før de hænger om halsen på konen eller kæresten, så trækker vi på skuldrene.
Gennem de sidste 20-30 år er overfiskeri, spildevandsudledning og overforbrug af pesticider i landbruget gået hårdt ud over bestanden af fisk i de danske farvande. Når vi endelig fyldes med retfærdig harme og retter vor vrede mod den ansvarlige minister, så er det ikke fordi, vi fyldes med medlidenhed med de stakkels fisk, men fordi vi som møgforkælede forbrugere aldrig havde tænkt så langt, som at ressourcerne en dag kunne slippe op.
Det er omkring det her tidspunkt, at dyrene opdager, at de ikke har en chance. Vi kan altid ødelægge deres ynglepladser, proppe dem i endnu mindre bure, hvor de får betændte slidsår og stress, fordi deres ben aldrig rører jorden, eller fælde skoven hvor de i årtusinder har fundet deres føde, hurtigere end de kan nå at justere deres levevis. Så de smider deres sidste kort: nuttethed.
Er man nuttet nok i dyrenes verden, behøver man ikke løfte en finger. Der står dyreværnsorganisationer i kø for at redde arten og sikre rigeligt med yngleplads og føde og plads. Det samme gør sig gældende i ZOO have. Fugleedderkoppen må tage til takke med en glasmontre 30 cm på hver led med et par grønne planter, mens amur tigeren har et enormt bur med træer den kan klatre i, en vandgrav og store buske.
Publikums interesse afspejler sig naturligvis også i det nyeste fænomen, hvormed dyrene i haven måler status: erhvervssponsorer. De stolte løver kan prale af at have selveste Don Ø og FCK til at servere bøfferne, mens den røde panda, som mest af alt ligner en forvirret hårbold, tigeren ved siden af har hostet op, må tage til takke med en langt mindre kendt privat fond.
Og elefanterne skal nu have et nyt og endnu større elefanthus, designet af den verdensberømte engelske arkitekt Norman Foster, til millioner af kroner. Men der er ingen som tænker på, at pytonen bor i en falsk, hul træstamme eller at tapiren ulykkeligt venter på besøgende i en gammel stald, der er mindre end mit køkken, under søløvernes bassin. Hvis bare tapiren kunne være nuttet og ikke lignede en krydsning af et næsehorn og Meryl Streep på en dårlig hår-dag, eller hvis bare pytonen kunne lære et sejt trick, måske nogle af Rune Klans kortkunster, så ville besøgende strømme til og se dem. Men så gavmild er naturen desværre ikke.
Udskriv
Forrige
