Her forleden, hvor jeg sad og så fjernsyn, gik det op for mig, at det kræver noget af et talent at blive studievært. Et ganske særligt talent. For det er ikke som i gamle dage, hvor et talent blev forbundet med en eller anden elitær præstation, sport eller kunst eller et bestemt erhverv. Jo, de findes naturligvis stadig, den slags talenter, men de når slet, slet ikke ud til samme store målgruppe som nytalenterne.
Thomas Bjørn har ikke en chance sammenlignet med Puk Elgaard; selv om golf og havearbejde måske til forveksling ligner hinanden, er det klart federe at grave huller end at ramme dem. Men efter mange års observation er det efterhånden lykkedes mig at danne et overblik over de egenskaber, som tydeligvis har bragt vor tids celebriteter til fadet, og for nu at bruge min universitetsuddannelse til noget lavede jeg noget så systematisk som en liste.
Det første nytalent, jeg noterede mig som et gennemgående træk hos mange, især yngre berømtheder, var evnen til ikke at lytte efter, når andre siger noget. Jeg brugte her som case to ungdomsprogrammer på hhv. DR1 og TV2 med unge studieværter, der bruger en hel time hver eftermiddag på emner, som er nogenlunde lige så dybe som Brian Nielsens indkøbssedler. Disse programmer indeholder en del interview, som tvinger de unge programværter til at skulle interessere sig for andre mennesker, hvilket tydeligvis volder dem stort besvær.
Efter en række affable gestus, hvor de sporer sig ind på personen, der interviewes, glider studieværterne umærkeligt over i en slags dvale, hvor deres ansigter langsomt forvandles til noget lige så dynamisk som rettergangenes progression på Guantanamo-basen, og selv porerne i huden synes for et øjeblik at indstille det hormonelle sekretbombardement under de gyldne plamager af bruncreme og Clearasil. Først troede jeg, at det var deres måde at lytte på, sådan helt apatisk med dukkeagtige nik, men efterhånden som spørgsmålene skrider frem og afslører en indbyrdes sammenhæng, der i postmodernistisk ihærdighed imponerer i en sådan grad, at Mulholland Drive lader meget tilbage at ønske, går det op for én, at de slet intet hører, allerhøjst en lind gang ætervinde i øresneglen.
Dernæst udmærker disse nytalenter sig ved at tale et så ubehjælpeligt dansk, at man mistænker dem for at være gået ud af syvende og direkte ind i et afsnit af Mumitroldene på originalsproget, hvis det ikke lige var fordi, man vidste, at deres eneste relation til Finland er, at hovedparten af deres plastiske ejendele – lige fra pigernes bryster til VIP-kortet til Vega – er af mærket Nokia.
Men disse retoriske mutationer har blot medført en helt ny ungdomskultur, og studieværterne er således lingvistiske pionerer på højde med Rasmus Rask, og hvis man en dag i fremtiden skuer tilbage, vil Lise-Lotte-eller-hvad-fanden-hun-hedder fra Boogie måske fremstå som vor tids Cicero, der med floromvunden tungetale skuer ud over et helt nyt Romerrige, et Boogierige, hvor terningerne kastes som aldrig før, stordinglende i forruder og bagruder, og hvor den vestlige verdens sammensurium af letsindige trends ikke levner en demokratisk kandidat en levende chance til det næste amerikanske præsidentvalg. Boogie og Bush, de fyrer den af og styrer for vildt.
Før i tiden, og faktisk indtil for ikke så længe siden, var studieværterne høflige og velmenende. I dag er de enten overstadigt søde og friske, eller sure og seje. Og måske er det fordi, jeg er mand, at jeg har lagt mærke til det, men jeg synes mest, at det især er de kvindelige studieværter, som har tillagt sig et mere råt image. De skal allerhelst udstråle en barsk og nådesløs seksuel attitude, der signalerer, at de som minimum bruger stavblendere som dildoer og giver blow-jobs, der får en cementblander til at ligne et fuglebad i en vuggestue.
Jeg ved ikke, om det er en slags kvindefrigørelse, men i så fald er det kedeligt, at det hele i grunden er endt med, at de nu mere end nogensinde ligner alle de hårde hvidevarer, de som udgangspunkt forsøgte ikke at blive identificeret med. Jeg kunne f.eks. godt forestille mig sådan en kyborg af en studievært vaske op, støvsuge, blende granit og vaske glasfacaden på Den Sorte Diamant på samme tid, hvorimod jeg har svært ved at se hende kysse inderligt til Krøniken eller lyne mine bukser ganske forsigtigt ned.
Og slutteligt er der som sagt alle dem, der kan noget. Men her skal man også være opmærksom. For selv om de optræder som fagfolk, der har en eller anden profession eller ekspertise, er det nok desværre ikke altid creme de la creme. Dem, man ser i diverse underholdningsprogrammer, har nok et gran nytalent i blodet trods alt. Hvorfor ser man f.eks. aldrig CV Jørgensen i ’Hit med sangen’? Eller Lars von Trier i ’Den store klassefest’? Eller Jørgen Leth og Jørn Mader i ’Venner for livet’? Det er fordi, at nok kan den slags mennesker, der er med i den slags programmer spille håndbold eller revy eller blød popmusik, men de får vanskeligheder, hvis de en dag skulle tænke anderledes. Som f.eks. at takke nej til tv for at blive derhjemme og tænke over tingene – og spilde sit nytalent.
Udskriv
Forrige
