Jeg anede ikke hvor meget magt, der hersker i et fast parforhold. Men her i sommer hvor jeg var træt af at drive overkvalificeret rundt på Islands Brygge og granske kandidaterne til Carlsbergs Ølvalg, besluttede jeg mig for at få mig en kæreste. Sidst jeg havde haft sådan en, var i forbindelse med en Sandmen-koncert, så det ligger efterhånden nogle år tilbage, og det var på tide, at jeg forsøgte mig igen.
Jeg blev dog noget overrasket over, hvordan tingene havde ændret sig. Jeg husker mine gamle forhold som sådan noget lidt uskyldigt og banalt noget, hvor man famlede omkring i et retorisk mørke og pludselig sagde noget meget storladent om hinandens hår eller hud og så ellers vaklede lidt hovedkulds frem og tilbage mellem fiktion og utopi. Men det var før 11. september.
Jeg fandt hverken min nye kæreste på Vega eller nettet, selv om jeg en periode forsøgte mig sådanne steder, enten på diskotek med maven skvulpende af Bacardi Breezer og slush-ice eller foran skærmen med blikket drønende ned over utallige tirader af den slags, som er skyld i Tine Brylds usunde hud, en sværm af endeløse optegnelser af dagens minimalrealistiske hændelser. Næ, jeg fandt min kæreste på et folkebibliotek.
Jeg var inde for at aflevere nogle Prins Valiant, der var gået over tid, da hun pludselig stod der foran mig med Kirsten Thorups ’Elskede Ukendte’ presset som et korset op under brysterne og et lille blåt spænde i håret, der, hvis jeg skal være ærlig, i kombination med det affable udtryk fik hende til at minde en lille bitte smule om Camilla Martin på forsiden af et ugeblad.Men hun viste sig til gengæld at ligge på den rigtige side af en 75 B, og så er der jo næsten ikke noget, der kan gå galt, så før vi så os om, sad vi hånd i hånd og spiste sushi og så ’Venner’ søndag eftermiddag sammen med de andre fra hendes bofællesskab efter en nat, hvor ingen af os kom, men hvor det ikke gjorde noget. Så på den måde begyndte det hele så naivt og udsigtsløst, som noget kan være.
Men tingene blev hurtigt anderledes. For pludselig sidder man en fredag eftermiddag på en café ved søerne og spiser rucculasalat med kalamataoliven og pinjekerner, mens verden langsomt fortaber sig i skæret fra en Kurvand med blid brus. I Duralex-glas, forstås. Og når man så sidder der og kan høre sig selv sige, hvem synes du egentlig er fedest – Ib Michael eller Mew?, så er det slut. Så befinder man sig midt inde i det faste parforholds mørke, mørke tv-serie.
Så skal man tilbringe resten af livet til parmiddage med sur Riesling fra Irma og et endeløst spil Trivial Pursuit, så skal CD’erne til at stå i alfabetisk orden og brættet slås ned, så skal man til at male alle sine møbler hvide og hænge lyskæder op overalt, så går det ikke bare at råbe FISSEEEEeee inde i Værnedamsvej længere, så skal man fylde Go-Cards i lommerne, hver gang man er på café, og optage Lone Scherfigs film, når man ikke er hjemme, så skal man skrive telefonnumrene på alle ens venner op i en lille bog, og før man ser sig om, får man Kultur og Formidling på sidefag, og så er man faktisk næsten gift. Og så – vanker der Alto-vaser og økologisk urteté.
Og i håb om at jeg ikke støder nogen fra de ældre generationer, vil jeg tillade mig at sammenligne mit forhold med tilstanden i Hitlertidens Tyskland, Das Dritte Reich. Det var selvfølgelig bare min situation, jeg er ikke ude på at sige noget generelt om kvinder; jeg er af den faste overbevisning at kvinder er meget forskellige. Det er også derfor, de er så svære at karikere og fortælle sjove vittigheder om.
Men tilbage til mit forhold. Svarende til, at jøderne fik påsyet en jødestjerne af nazisterne, varede det ikke længe, før jeg rendte rundt i en poloskjorte, så enhver kunne se, at jeg var en af dem, en stakkel som var fanget i det faste parforholds modbydelige kløer. Fascismen var total. Der var udgangsforbud efter kl. 20 og insisterende propaganda om at alt gik godt, overalt var der fraktioner af venindekredse, der overvågede mig døgnet rundt, og hvis jeg sagde eller gjorde noget upassende, blev jeg sammenlignet med en bred vifte af tarvelige skadedyr, svin, rotter og oddere. For første gang i mit liv fik jeg lyst til at flygte til Sverige.
Mange vil mene, at et fast parforhold trods alt har den fordel, at man får regelmæssig sex. Men så let spiller klaveret heller ikke. For man skal igennem en lang række mere eller mindre kryptiske og uransagelige mønstre, før man rent faktisk får sex. Og det er et bureaukratisk SMS-helvede, hvor man skal levere urokkelige svar på sine ellers så tvivlsomme følelser (”HVA MENER DU M DU KUN MÅSKE RINGER SENERE?”, ”EJ D KA DU DA IK MENE – J LO, HVORDAN LÆKKER?” osv. osv.); det er lange, lange telefonsamtaler, bare man er nede i kiosken, om hvorfor man vaskede hvidt med en blå strømpe; det er dødbringende hverdagsaftener, hvor man skal forklare, hvordan man kan være så hovedløs lam at købe røde pølser, som er fyldt med trikin og fedt og døde dyr; og det er en næsten åndeløs og svidende bitter adventure-sommerferie i Fjernøsten uden så meget som dråben af en fadøl.
Sådan var min kæreste. Vi boede endda sammen i fjorten dage, indtil jeg blev smidt ud. Af min egen lejlighed. Og da jeg ikke anede, hvordan jeg skulle reagere på den slags og foreløbigt holdt mig i ro, endte det med, at hun tådevædet bad mig flytte ind igen. Hun påstod, at vores forhold fortjente, at vi gav det en sidste chance. At vi bare skulle blive bedre til at snakke om tingene og gå lidt mere ud og elske lidt mere inderligt. Jeg havde naturligvis ingen indvendinger men tænkte i mit bomstille sind, at det lød som en erotisk B-film på tysk tv, dårlige replikker og nøgne mennesker der dyrker yoga.
Hun græd, da jeg flyttede ind igen, og det gjorde jeg på sin vis også. Hun sagde, at jeg var en kæmpe idiot, men at hun elskede mig alligevel. Her begynder så det, der med et lidt fint ord hedder lykken. Og her, lige her, ender livet. Med en Lilly-model.
Udskriv
Forrige
