Det var sjovt at være studerende. Det var morsomt. Om morgenen, når andre stod op, sov jeg. Om dagen sad jeg og stirrede ud af vinduer, og somme tider fik jeg endda øje på noget, en svale eller en genbo, mens jeg hældte kaffe i koppen uden at spilde. Og om aftenen og det meste af natten var vi fulde, mens vi talte om ting, vi ikke havde forstand på. Og en sjælden gang imellem, sådan cirka midt i ugen, var jeg på universitetet. Så sad jeg derude og stirrede ud af vinduet eller drak kaffe eller var fuld eller talte om ting, jeg ikke havde forstand på. Det var skideskægt og varede i hen ved seks år. Men nu er det slut. Nu er det ikke sjovt længere. Denne måned får jeg min sidste SU, og derefter er alt uvist.
Planen var egentlig at skrive et speciale af en slags, men det er der ikke rigtig tid eller penge til. Og der er heller ikke noget, jeg gider skrive om. Hele juni er der VM i fodbold, og i juli er der Tour de France, og før jeg får set mig om, er vi henne i august, og så er det næsten for sent at begynde at skrive et speciale. Så bliver det efterår og solen går ned. Og hvem gider læse, når man ikke kan se noget. Når semesteret begynder, plejer jeg at læne mig godt tilbage. Jeg har en plads helt oppe foran og kan se lige ud i luften.
Men det var sjovt dengang. Jeg havde kærester og snakkede i telefon. Og mine kærester gik også på universitetet, og selv om de læste deres pensum, havde vi det godt sammen. De havde søde smil og brede hofter og skrev ting ned, de skulle huske. Vi gik ture og pegede på ænderne og sagde se og den slags, og engang imellem mødtes vi endda på universitetet og spiste frokost sammen. Det var ved sådanne lejligheder, at jeg kunne finde på at tale om fremtiden. Dengang var det let nok. Dengang var der masser at ta’ sig til, når man engang var færdig. Og man var lutter gode ideer. Det var bare om at sælge sig selv, sagde man.
Nu står jeg så her, godt blakket, og er til salg. Nu er det alvor. Jeg har kigget lidt i nogle aviser og på internettet, og der er såmænd også masser af arbejde. Der er masser af steder, hvor de søger udadvendte, resultatorienterede, samarbejdsvillige og selvstændige unge mennesker. Og jeg er skam også selvstændig. Efter så mange år i universitetets hulrum bliver man selvstændig. Jeg er måske en smule indadvendt og famlende og isoleret og arrogant. Men jeg har det med at gøre tingene selv.
Jeg forstår det ikke, det var så sjovt, det hele. Jeg var lykkelig. Jeg var ved at dø til eksaminerne og havde depressioner og truede med at rejse til udlandet, hvis jeg ikke fik min vilje. Men nu er det slet ikke sjovt længere. Nu skal jeg tilpasse mig en røgfri kantine med velmenende unge mennesker, der er fulde af gode ideer. Nu skal jeg sidde og brainstorme i små innovative projektgrupper med folk fra Designskolen og den slags steder, som man før kun besøgte for festernes skyld, så man kunne stå og kloge sig over for en uinteresseret demodame. Nu skal jeg være med til at bære Danmarks fremtid og tage min tørn. Og alle nikker og smiler. Som om der var noget at grine af.
De skulle bare vide, at jeg ikke har læst meget af det, der står i de bøger, og hvis jeg har, har jeg glemt det meste. Jeg kan sgu da ikke huske, hvad det hedder. Eller hvordan det var. Der er nogen, der mener, at man har lært at tænke på en bestemt måde. At sætte sig ind i ting. Nu har jeg sat mig ind i skyggen og er afventende. Udafvendt. Og bliver det ved på den måde, får jeg måske endda et arbejde. Der er jo ikke nogen, der har sagt, det skal være sjovt, men det kunne jo være, at man for en gangs skyld fik noget for det. Et skulderklap af en slags.
Og hvor er alle mine venner pludselig blevet af? De fik stipendiater og sidefag og børn, de fleste. Der var en, som begyndte at tro, han var noget, og det hele endte med, at han blev optaget på filmvidenskab. Så var der en anden, som blev far, og han er i dag den rigeste af os alle. Og endelig var der alle de andre, som bare blev færdige med deres studier, og som jeg nu kun ser på gaden eller til ferniseringer. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal spørge den slags mennesker om. De lever i en anden verden, og jeg er slet ikke sikker på, at de vil benytte sig af ord, jeg kan forstå, hvis jeg spørger dem om, hvordan det går.
I går øvede jeg mig så på jobsamtalen. Jeg stillede mig foran spejlet, tørrede det akademiske udtryk af ansigtet og smilede: Jeg lignede en, der havde læst hele pensum. Men da jeg forsøgte at sige noget, faldt det hele til jorden. Jeg havde ikke noget på hjerte. Der var ikke noget, jeg gerne ville sige. Jeg var fuldstændig målløs over min egen tavshed. Men sådan er det. Pludselig en dag er man kandidat eller derhen af, og så er det slut med alle løjerne. Man står tavs som en sten og er ikke så kry som dengang, man var tutor eller bachelor eller frivillig i Amnesty og rigtig var ovenpå. Det er slut nu. Jeg er færdiguddannet. Færdig. Og det er næsten ikke til at tro, hvor sjovt vi havde det, mens det hele stod på, semestrene, ph.d.-planerne, turene i gården og al den alvor i de ulæste bøger.
Udskriv
Forrige
