I hallen er der plads til over tusind mennesker. Overalt sidder folk på små, ukomfortable stole, mens vi bliver placeret på første række ved en mørk trædisk, hvorpå der er sat vand og slik frem til os. En yndig kineserpige i yndig kjole står på scenen flankeret af lige så yndige dansepiger. Pigen i front synger 'My heart will go on' med barnlig pigestemme, og selvom hun akkompagneres af et skrattende kassettebånd og hun sjældent rammer tonerne helt rent, rives jeg med af stemningen.
Mine øjne glider langsomt i mens Titanic toner frem på min nethinde. ”Near, far, whereeeever you are, I believe that my hat will go on...” “My hat?” Jeg kigger desorienteret på pigen, som synger ufortrødent videre på sit gebrokne engelsk.
Krum hals og krummede tæer
Showet fortsætter. Min kæreste og jeg er blevet tildelt 10 minutter af underholdningstiden og må derfor stille os op på scenen foran de mange mennesker. Jeg er ikke nogen rutineret sanger og min kæreste så absolut heller ikke nogen erfaren guitarist, og med kort forberedelsestid er det bedste vi kan stille op med en engelsk version af 'Regnvejrsdag i november'. (Bare det at skrive sangens titel her, er tåkrummende pinligt, i denne kinesiske kontekst virker det heldigvis helt anderledes).
Efter vores optræden vil klapsalverne ingen ende tage. Vi bukker og forsøger at komme væk fra rampelyset, men bliver hurtigt trukket med ind på scenen igen. Vi skal kaste karameller ud til publikum sammen med showets to værter, og være med til at trække vinderen af aftenens sms-konkurrence.
Hverdag i Kina
Min kæreste og jeg er i Kina for at undervise unge kinesere i engelsk. Vi arbejder på et college med 14.000 elever en times kørsel uden for byen Chongqing midt i Kina. Vi er taget herud for prøve at opleve hvordan det er at leve og have en hverdag i et andet land. Min kæreste er lærer og syntes det kunne være spændende at opleve et andet skolesystem og nogle andre udfordringer. Jeg læser Dansk på Københavns Universitet og led af heftig udlængsel efter at have hørt om alle andres Asien-rundt-på-4-måneder uden selv at have prøvet noget af den slags.
Come to China. Teach English
Kontakten til colleget formidles gennem et kinesisk firma, som vi hørte om via et opslag på KUA. ”Come to China. Teach English” var ordene, og vi havde sådan set ikke brug for mere.
Et halvt års mail-korrespondance, syv vaccinationer og en hel del søvnløse nætter senere har vi så rent faktisk en hverdag i et andet land. En hverdag befolket af konserverede æg, blå høns og spiseklare hunde, manglende bade, huller i gulvet i stedet for toiletter og ikke eksisterende isolering i husene.
Hvid, høj og rig
De fleste her kender kun vesterlændinge fra synkroniserede tv-serier, og vi kan ikke bevæge os uden for en dør uden at få tilråb. Utallige gange har vi måttet stille os op for ukendte fotografer, og det er uvist hvor ofte vi har opdaget et par generte kinesere, der lader som om de tager billeder af hinanden, men i stedet vender kameralinsen hen mod os.
Sammen med collegets anden udenlandske lærer er vi de eneste udlændinge i byen, og for de unge her er vi indbegrebet af det de gerne vil være. De ser op til os af den simple grund at vi er udlændinge.
Hot at være fra vesten
De vestlige lande er i høj kurs, og amerikanske musikere og fastfoodkæder kopieres mindst lige så effektivt som tasker og solbriller. Idoldyrkelsen begrænser sig ikke til plakater, men stækker sig så langt som til ansigtscremer indeholdende ’Whitener’. Det er hot at være hvid (tænkte nok at min blege teint på et eller andet tidspunkt ville give bonus), høj og rig.
Kulturkløft og kulturchok
Det er i det hele taget et hårdt miks af rig og fattig, der opstår et sted som her, og jeg lider efterhånden af kulturchok i flertal. Inde i byen kan man se to piger følges ad, den ene iført Marc Jacobs-sko og den anden skåneærmer, og en ældre mand kan tale i den mest fancy mobiltelefon mens han pudser en andens sko.
En ting er dog ens for alle: Titanic er yndlingsfilmen og ”My hat will go on” er yndlingssangen, om man er ung eller gammel. Og så er det lige meget om man synger vrøvleengelsk og ikke rammer tonerne.
Udskriv
Forrige
