Det er til at blive Mads af. Sådan at læse om, hvem man skal være i denne verden. Forleden besluttede jeg mig for at finde mig et arbejde, eller i hvert fald bare lige kigge efter om der mon skulle være et eller andet interessant at lave. Jeg var blevet træt – for ikke at sige søvnig – af at gå omkring i Frederiksbergs træge em af bingo og puddel, og af at de fleste af mine venner ved hver eneste sammenkomst talte om nye udfordringer på arbejdspladsen og enkelte endda om pensionsopsparinger, og hvordan den nye regering alligevel havde noget rigtigt at sige om skattelettelser. Det er klart, bliver der så tilføjet, at regeringens politik ikke holder, det er klart. Men det skal den-onde-lyne-mig kunne betale sig at have et arbejde. Jeg siger selvfølgelig ikke noget. Der er jo ingen grund til at spille dum, bare fordi man ikke forstår, hvad der bliver sagt. Så meget havde jeg dog lært på universitetet.
Så jeg begyndte, at kigge efter job-opslag på internettet og på den skole, hvor jeg engang havde haft min næsten daglige færden, men hvor jeg nu kun kommer for at printe noget ud eller spørge om vej. Og der er jo masser af arbejde i Danmark! En søgning på en job-base på nettet gav over 400 hits. Det er jo helt vildt, 400 ledige arbejdspladser. Jeg blev naturligvis straks lettet og begyndte stille og roligt at læse de enkelte stillingsannoncer igennem.
Det varede imidlertid ikke længe, før jeg begyndte at undre mig. Eller det vil sige – jeg blev hurtigt klar over, hvorfor der var så meget arbejde: De søgte jo efter den samme person. Og eftersom han eller hun jo kun kunne bestride én stilling, måtte der blive en masse arbejde tilovers. Og jeg kender endda den person. Han hedder Mads og gik i min parallelklasse i gymnasiet. Dengang havde han samme frisure som en playmobil-figur og var medlem af elevrådet og SF. Så blev han klippet og gik næsten to år på Handelshøjskolen. Og fik så et fast arbejde. Sådan kort fortalt.
Men der er naturligvis meget mere at sige om Mads, og det kan næppe siges mere præcist end det siges i den omtale, han får i job-opslagene: Mads er udadvendt, fleksibel, dynamisk, idérig, kreativ, humoristisk, initiativrig, selvstændig og – hvad næsten værst er – altid i godt humør. Når Mads lavede en profil på Dating.dk, fik han straks en masse kærester, og når han søgte arbejde, ja, så fik han selvfølgelig altid en masse arbejde. Dengang undrede det mig, fordi Mads naturligvis også var pisseirriterende, men når jeg nu læser alle disse stillingsopslag igennem, kan jeg jo godt se, at det er Mads, de har kigget efter hele tiden.
Og næppe havde jeg genkaldt mig mine ellers så vel fortrængte erindringer om Mads, før jeg med min vanlige trang til pedantisk forsmåelse begyndte at blive arrig. Hvorfor skal man være Mads for at få sig et arbejde? Er der da slet ikke arbejde til indadvendte, reaktionære, tavse, lukkede, usikre, selvudslettende mennesker i det her samfund? Og der må man jo klart svare nej – det er der ikke. Og lad mig bare give nogle eksempler (mine første fra den virkelige verden i syv år, i øvrigt).Det første job-opslag jeg fandt, var fra en arbejdsplads, der søgte en lagermedarbejder. Der stod: ”Du er udadvendt, humoristisk, positiv, glad, omhyggelig, loyal, nysgerrig, selvstændig, stædig og fleksibel - og du har lyst til at være med, hvor der sker noget.” Ja, tænkte jeg, den er god nok, det er Mads.
Mads er nemlig sådan en, der er stædig og fleksibel. For eksempel insisterede han med ufravigelig stædighed hele 2.g på, at mærkevarer var noget kapitalistisk, populærkulturelt modeblær, uden han af den grund afholdt sig fra tre år senere at rende rundt på en østtysk inspireret natklub med en kasket, hvorpå der var trykt ”Puch Maxi”, ”SodaStream” eller ”Hummel” eller sådan noget. ”Nu er det kitsch,” sagde han, fleksibel og omstillingsvillig som han var.
Og han var også omhyggelig og nysgerrig, også hvad piger angik, hans skarpe sans for bred smag penetrerede hele gymnasiet på små tre år. Og det skal lige siges, at selv om Mads måske engang imellem kunne virke lidt dominerende, var han ikke bleg for at bestemme. I dag har Mads arbejde som det, der i mangel af uddannelse hedder Art Director, eller bare A.D.’er hvis man som sådan nogen som Mads og Undervisningsministeren forkorter for at forbedre. Men han kunne sagtens være blevet lagermedarbejder.
Og det er jo altså ikke bare ord, det hele. Man skal selvfølgelig være omgængelig og besidde en række sociale egenskaber, når man sådan skal omgås andre kollegaer på en arbejdsplads, selvfølgelig skal man det. Sådan har det jo været lige siden børnehaven. Forskellen er bare, at på en arbejdsplads kan man jo ikke bare smide dem udenfor døren, der ikke er fleksible og idérige, sådan som man kunne i skolen. Og man kan jo heller ikke bare give folk lavere karakterer, hvis de ikke lige er udadvendte. Det går bare ikke, det er det virkelige liv. Det er ikke nogen børnehave.
Og dem der ikke ved, hvor Afrika ligger, ja, de skal jo selvfølgelig ikke bare have et 03 på et stykke papir, nej, de skal slet ikke ind i dansk erhvervsliv. Sådan er det bare, de kan få lov til at smutte ned til Afrika, og så kan de lære hvor det ligger og lave frivilligt arbejde. For Tvind. Og hvis de så kan finde hjem igen, og hvis de ellers kan komme ind i landet, så kan det være at deres CV engang er langt nok til, at de kan blive projektleder på en losseplads, som de så til gengæld får lov til selv at starte op fra bunden. Nu de er dernede.
Et andet sted søgte de en bibliotekar. Man krævede følgende egenskaber af ansøgeren: ”Du er idérig, har gå-på-mod og ønsker om at præge bibliotekets udvikling.” Og jeg kommer igen til at tænke lidt på Mads, bare lidt. Hvis nemlig Mads fik arbejde på et bibliotek, ville der ikke gå ret lang tid, før han med al sin idérigdom ville have revolutioneret den danske biblioteksverden: Han ville ganske bestemt have fået den idé at opstille bøgerne i en helt ny rækkefølge, som i højere grad afspejlede brugernes behov og segment, altså begyndende med Bjarne Reuter og Tor Nørretranders og så til allersidst sådan nogen som Bjørn Lomborg og den slags man nøjes med at have en mening om. Og jeg ved det ikke, måske er det sådan nogen som Mads, man står og mangler på de danske biblioteker. Jeg ved det ikke.
Men der er så meget, jeg ikke ved. For eksempel vidste jeg ikke, at man for at få job som skraldemand skal være fyldt med gode ideer, at man som kantinemedhjælper skal være ambitiøs, at man som graver skal være udadvendt, at man som museumsvagt skal være dynamisk, og at man som buschauffør skal være kreativ. Men kald mig bare Mads, for jeg tog fejl. Man skal være noget for at blive til noget, og er man ikke det, må man se at blive det. Så jeg besluttede mig for at lære det. Jeg oprettede et CV på internettet med følgende ordlyd:
”27-årig ung, let anbringelig kraftkarl med fast telefon søger arbejde med adgang til frisk luft og loftlys. Jeg er røg- og lugtfri, rutineret fra dag 1, selvforsynende og selvskrevet, gennemsigtig grænsende til det usynlige, manisk, ”en rigtig grinebider”, typisk, pæn i tøjet og et glimt i øjet, mødesikker, mistænksom overfor fejl, kan arbejde på tværs af mig selv og andre, god til også at tale om andet og snakke folk efter munden, pletfri, selvklæbende, udstyret med mulighed for udvidelse og kan udslettes helt ved overeksponering. Jeg søger et arbejde som er opholdende, fast, varigt og eksisterende. Løn efter evne, pauser efter arbejde. Jeg kan arbejde hele tiden overalt.”
Og minsandten, der gik ikke engang en time, før telefonen ringede, og jeg med højtidelig mine og et neo-liberalt touch kunne løfte røret og sige: ”Ja, hallo – det er Mads!… Ja, jo, men det lyder da rigtig – spændende: Det er lige noget for mig!”
Udskriv
Forrige
