|
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig
GO' morgen Danmark anbefaler so.dk
|
|
Det gode cv - helt uden at snyde
Af Natasja Gosch for Moment, 15. april 2010 Hvordan skriver du det gode cv, så du ikke snyder dig selv? Det er tanker, mange studerende og nyuddannede går og kæmper med. Mette ville gerne have feedback på sit cv, og Moment satte hende derfor sammen med Henrik Munch Johansen, HR-konsulent i DONG Energy, som gav hende gode råd.
|
Et godt cv er et, hvor jeg lynhurtigt har overblikket. Det skal være læsevenligt, professionelt og fange øjet. Derfor er det ekstremt vigtigt med et godt layout.” Sådan udtaler Henrik Munch Johansen, HR-konsulent i DONG Energy, sig kort og kontant. Men han er udmærket klar over, at det kan være svært at skrive et perfekt cv.
”Jeg vil ikke sige, jeg oplever mange deciderede fejl i de cv’er, jeg læser, men der er mange, der sjusker lidt, eller glemmer at sætte stavekontrollen til.” Henrik Munch Johansen og Mette sidder i de lyse lokaler hos DONG Energy i Gentofte. Mette skal have råd og vejledning til sit cv. Noget af det første, han lægger mærke til på hendes cv, er netop, hvad han startede med at slå fast. Nemlig slåfejlene og opstillingen.
Læg hovedet i blød Henrik husker Mette på, at det første indtryk, han danner sig af hende som ansøger, kommer fra hendes cv. Det er derfor, han endnu en gang pointerer, hvorfor det er så vigtigt med et godt layout. Det er hele førstehåndsindtrykket. Hvad Mette ikke var klar over, er, at cv’et faktisk ofte er det første – og måske eneste – der bliver læst.
”Det er ofte cv’et, vi starter med, og tit bruger vi kun et par sekunder på det. Hvis ikke de kompetencer, der står på det, matcher det, vi leder efter, så når vi ikke engang til ansøgningen. Derfor skal det fange øjet, når vi læser det.” Mettes cv ser ved første øjekast pænt ud, men som Henrik Munch Johansen forklarer, er der altid plads til forbedring.
”Brug af understregning, som viser læseren, at der kommer et nyt afsnit, og ændring af skrifttype og -størrelse, kan gøre det meget mere læsevenligt.” Det er ikke noget, du altid selv kan se, og Mette bliver også overrasket over den effekt, det har, da Henrik Munch Johansen viser hende en anden form for layout.
”Jeg var jo selv i tvivl om, hvorvidt mit cv var for langt, og jeg synes, det var lidt rodet. Så bare det, at han rykkede lidt om på opsætningen, gjorde rigtig meget.” Mette har bedt om hjælp, da hun snart er færdiguddannet cand.polit. og derfor synes, det er svært at overskue, hvordan hun skal udfylde sit cv med den minimale faglige erfaring, hun har på nuværende tidspunkt.
Er du nyuddannet som Mette, mener Henrik Munch Johansen, det er enormt vigtigt, at du nusser, som han kalder det, ekstra meget om dit cv. For som Mette beskriver det, så har hun, som studerende, ikke nødvendigvis så meget jobmæssig erfaring at skrive på sit cv. ”Du skal lægge hovedet lidt mere i blød for at fylde siderne som nyuddannet.
Brug dine studiejob og uddyb nogle af de opgaver og resultater, du er stolt over. Hvis du ikke har haft et studierelevant job, så tænkt over, hvad du på dit studium kan bruge som din force,” fortæller Henrik Munch Johansen og fortsætter, mens han ser på Mettes cv: ”Du har et rigtig langt cv. Jeg synes, du skal plukke dine sidste studierelevante job ud og koncentrere dig om dem, frem for at gå ti år tilbage i tiden.”
Mette har også skrevet fritidsaktiviteter på sit cv, og det kan da være interessant for arbejdsgiveren, mener Henrik Munch Johansen. Men det er vigtigt at sortere i dem. ”Du kan godt skrive dine personlige interesser på dit cv, men det skal være relevant for det job, du søger. Hvis du fx har en personlig interesse i en bestemt interesseorganisation eller lign. De fl este af os læser bøger og kan lide at gå ture, så det er ikke interessant. I stedet skal det være de elementer, der underbygger ens kompetencer inden for det pågældende job.”
Snyd på den rigtige måde Mette har fyldt så meget på sit cv som muligt af frygt for at udelade noget vigtigt. Men derfor er hun bange for, det kan komme til at virke påtaget og virke som om, hun pynter for meget. Det er Henrik Munch Johansen ikke enig i. Han mener ikke, længden får et cv til at virke påtaget, men synes til gengæld, at Mette i stedet skal fokusere på indholdet, frem for længden.
”Som jobsøgende må du gerne være lidt kreativ. Det handler om at komme til en samtale, så selvfølgelig skal du fremhæve dine gode sider”, fortæller han, og det er ikke snyd.”Har du arbejdet på lige fod med de fastansatte i virksomheden, mener jeg ikke, det er snyd at sige, at du har været konsulent eller noget andet frem for studentermedhjælper. Fokusér på dine opgaver i dit studiejob og fremhæv, hvad din kommende arbejdsplads finder interessant.”
Det vigtigste, mener Henrik Munch Johansen, er, at du er ærlig på dit cv. Direkte løgne vil altid blive opdaget til en samtale. Men at fremhæve eller pynte på de gode sider og skjule de dårligere, mener han ikke, der er noget i vejen for. ”Har du haft en dårlig oplevelse med et job, er der ingen grund til at beskrive det. Så brug i stedet din energi på at beskrive de aktiviteter, du har lavet før og efter.”
Men i bund og grund mener han, det er vigtigt at være ærlig. ”Det vil altid blive opdaget til en samtale, hvis du har løjet på dit cv, så skriv altid sandheden.”
Vil du vide, hvordan du laver det rigtige cv, så læs resten af artiklen og meget mere i det nye nummer af Moment: E-paper. Du kan også se det på video!
| Klik her for at besøge vores legat-database ï Klik her for at besøge vores studierabat-sektion |
|
|
|
|